På få uger er 49-årige Geethika Browns liv vendt på hovedet. Social- og sundhedshjælperen, der oprindeligt er fra Sri Lanka, er ikke længere velkommen i Danmark. Om kort tid skal hun derfor forlade det land, hun har betragtet som sit hjem siden 2008.
"Jeg har mistet håbet. Jeg har haft et hårdt liv, og jeg har brug for snart at få fred og ro."
Siden sidste sommer har hun arbejdet i hjemmeplejen i Furesø Kommune. "Min leder, mine kolleger og de søde, dejlige borgere er mit liv," siger hun.
Men 19. januar viste sig at blive hendes sidste arbejdsdag, da det er ulovligt at arbejde, når man er udvist.
Der er ellers hårdt brug for det stykke arbejde, som Geethika Brown leverer. I weekenden måtte hun og kollegerne for eksempel tage dobbeltvagter, fordi der var sygemeldinger, og det ikke var muligt at skaffe vikarer.
"Det var meget hårde arbejdsdage, men vores leder takkede os for kampen, for vi havde gjort det godt," siger Geethika, der er ked af, at hun ikke længere må tilbyde sin arbejdskraft.
"Jeg var fuldstændig ødelagt. Jeg forstår ikke, hvorfor Danmark ikke vil have en som mig, der gør noget godt for andre," siger hun.
VIDEO: Geethika Brown er knust over, at hun ikke må blive i Danmark.
"Absurd og meningsløst"
Hos FOA vækker historien forargelse.
"Det er en forfejlet politik, som hun bliver straffet for. Endda på et område, hvor vi i den grad mangler medarbejdere. Man må finde en løsning, som kommer alle til gode. Ikke bare hende, men også samfundet, for vi har brug for hende," siger Torben Hollmann, sektorformand i FOA.
Også på Christiansborg er der forundring over, at en kvinde, som bidrager til samfundet, nu er udvist.
"Det er absurd og meningsløst. Der er tale om en person, der taler fuldt forståeligt dansk, og som tager et vigtigt job på et område, hvor kommunerne har svært ved at rekruttere. Samtidig har hun ikke begået kriminalitet. Hun har ikke modtaget kontanthjælp. Hun har gjort alt det, man skal for at integrere sig og bidrage til Danmark, men alligevel skal hun vises ud. Det tror jeg ikke, at nogen kan se den sunde fornuft i," siger Kristian Hegaard, der er rets-, udlændinge- integrationsordfører for Radikale Venstre.
Kristian Hegaard har derfor stillet udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye en række spørgsmål om sagen.
"Alle muligheder må afsøges," forklarer han.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye skriver i et svar til Ekstra Bladet, at det ærgrer ham hver gang, han hører om velfungerende medborgere, der kommer i klemme i reglerne.
"Det er selvfølgelig ikke hensigten. Derfor prøver vi hele tiden at finde en fornuftig balance i lovgivningen. Jeg kan som minister selvfølgelig ikke blande mig i enkeltsager. Så får jeg problemer med juristerne. Men jeg kan forstå, at De Radikale har stillet mig tre folketingsspørgsmål om denne her sag, og dem skal jeg nok få besvaret hurtigst muligt," skriver udlændinge- og integrationsministeren til Ekstra Bladet.
Kan søge ophold som sosu-assistent
Geethika Brown vil gerne uddanne sig videre til social- og sundhedsassistent. Hun har allerede gennemført omkring halvandet år af uddannelsen, men satte den på pause, da hun havde fuldtidsarbejde ved siden af studiet for at forbedre sine muligheder for at opnå permanent opholdstilladelse. Til sidst blev den kombination for hård.
"Jeg er jo ingen 'superwoman'," som Geethika formulerer det.
Havde Geethika imidlertid færdiggjort uddannelsen som social- og sundhedsassistent, kunne hun have søgt om opholds- og arbejdstilladelse via den såkaldte positivliste for faglærte. En liste, der udarbejdes af Styrelsen for Rekruttering og Integration (SIRI), og som tæller job, hvor der er mangel på arbejdskraft.
På listen figurerer arbejde som social- og sundhedsassistent. Det gør arbejde som social- og sundhedshjælper til gengæld ikke, selvom andelen af ufaglærte i faget siden 2015 er vokset fra 14 til 21 procent.
Til Fagbladet FOA forklarer styrelsen, at "arbejdsfunktionen social- og sundhedshjælper ikke fremgår af listen i udlændingeloven og dermed ikke kan optræde på positivlisten for faglærte, uanset om der er mangel på arbejdskraft."
"Jeg respekterer jo loven, så hvis der ikke er fundet en løsning, må jeg rejse," siger Geethika Brown.
Tobias Stidsen
Frist for udrejse udskudt
Coronapandemiens hærgen har foreløbig udskudt Geethikas frist for udrejse til 11. februar. I mellemtiden bor hun midlertidigt hos en veninde, men søger på Facebook efter et værelse, hun kan leje, til hun skal være udrejst. Hun håber til det sidste, at hun får lov til at blive i Danmark.
"Men jeg respekterer jo loven, så hvis der ikke er fundet en løsning, må jeg rejse," siger hun.
På grund af forhøjede priser på flyrejser og krav om selvbetalt isolation og coronatest i Sri Lanka vil Geethikas hjemrejse koste hende omkring 40.000 kroner, fortæller hun.
"Som næsten 50-årig kvinde får jeg svært ved at få job i Sri Lanka, så det er penge, jeg meget gerne vil gemme til at kunne leve for," siger hun.