Annonce

Tobias Stidsen

Tema: Coronavirus

Ansatte på hårdt ramte plejehjem i hovedstaden skal kviktestes


Opdateret 05. januar 2021

Coronakrisen er nu så omfattende, at plejehjemsansatte på hårdt ramte plejecentre i Region Hovedstaden skal kviktestes for at bringe smitten ned. Samtidig skærpes indsatsen for en bedre hygiejne også.

Annonce

FOA har gennem lang tid kæmpet for, at plejehjemsansatte testes før hver arbejdsdag. ”Endelig lykkedes det,” siger sektorformand Torben Hollmann, der dog havde håbet på de såkaldte PCR-test (billedet), men accepterer, det bliver i de knap så sikre kviktest. Tobias Stidsen

Af Morten Bruun
Journalist

Annonce

”Der hvor smitten er størst, og der er flest udbrud, skal vi kvikteste plejehjemspersonalet.”
Det varslede sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tirsdag aften på et pressemøde, hvor regeringen ikke alene forlængede alle de nuværende restriktioner frem til 17. januar, men altså også afslørede nye tiltag i kampen mod corona.

I første omgang er det ansatte på plejehjem i Region Hovedstaden, som er hårdest ramt af smitte, der skal kviktestes, inden de møder på arbejde.

”Vi ser en stigning i smitte på plejehjemmene. Hvert tredje af region Hovedstadens plejehjem har mindst en smittet,” sagde Magnus Heunicke som en del af forklaringen på, at plejehjemsansatte nu skal kviktestes – og altså testes negative og dermed smittefrie – før de tager fat på dagens opgaver.

Læs også: Undtagelsestilstand i Region H: 200 ekstra sengepladser kræver ekstra bemanding

Kæmpet for test i lang tid
I FOA bliver den nyhed modtaget med et lettelsens suk:

”Endelig lykkedes det. Det er et initiativ, vi har råbt op om i lang tid af hensyn til både medarbejdere og beboere. Det havde dog været bedre, hvis der var tale om de noget mere sikre PCR-test. Men det er ikke muligt, og så må vi være tilfredse med den næstbedste testmetode,” siger Torben Hollmann, der er formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA.

Det er endnu uvist, hvornår den nye praksis med kviktest begynder.

”Men vi ser allerhelst, at det sker i morgen,” siger Torben Hollmann.

Ud over at indføre kviktest vil regeringen også skærpe indsatsen for bedre hygiejne på plejehjemmene.

”I nogle tilfælde skal det ske med hjælp fra hygiejnesygeplejersker,” sagde sundhedsministeren, og den nyhed hilser FOA også med tilfredshed.

Stigende dødelighed blandt ældre

Det nye tiltag kommer blot en uge efter, at antallet af smittede og døde på plejehjemmene satte en kedelig rekord:

På syv dage var antallet af smittede øget med 248, og antallet af plejehjemsbeboere, der var døde med corona, var steget med yderligere 48.

Og de tal satte Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut, i perspektiv på pressemødet, da han nævnte, at der nu – sammenlignet med forårets tal – ses ’en stigende dødelighed’ blandt ældre over 65 år.

”Der er virkelig grund til at have fokus på restriktionerne,” understregede han.
Ifølge Seruminstituttets statistikker er der i alt 1.226 danskere, der er døde med corona. Heraf var 1.083 over 70 år, hvilket svarer til 88 procent.

Ros til det pædagogisk personale

De nuværende restriktioner blev forlænget til at gælde frem til og med 17. januar – og blev udvidet til, at skolerne også lukker ned for de yngste elever, som dog får tilbud om nødpasning.

Til gengæld fortsætter vuggestuer, dagplejer og daginstitutioner som hidtil og åbner altså som planlagt efter nytår, selv om der er rejst kritik af, at også småbørnsinstitutioner kan fungere som smittespredere.

Personalet fik dog en særlig hilsen med på tirsdagens pressemøde, da statsminister Mette Frederiksen (S) fremhævede den betydning, pædagogmedhjælpere, pædagogiske assistenter og pædagoger har:

”I har lært en hel generation at vaske hænder grundigere end nogensinde før,” sagde hun.

Læs også: Her bliver sosu-assistenten Christian vaccineret: Det giver ro

Vaccineprogrammet kører
Mette Frederiksen glædede sig også over, at der i denne uge er kommet gang i vaccinationsprogrammet.

Siden søndag er der i alt 6.273 personer – beboere på plejehjem og ansatte i sundhedssektoren – der har modtaget den første af to doser. Inden udgangen af januar vil alle de plejehjemsbeboere, der ønsker det, være vaccineret to gange.

Men der er stadig lang tid til, at coronakrisen er afblæst.

Konkrete svar lader vente på sig

Fagbladet FOA har 29. december spurgt Sundhedsministeriet, hvornår man begynder at kvikteste ansatte på plejehjem, hvem der skal for opgaven, og om kviktesten også kommer til at omfatte besøgende på plejehjem og ansatte i hjemmeplejen.

30. december fortæller ministeriet i et skriftligt svar, at ”Danske Regioner har indgået aftale med en række private leverandører om hurtigtest og netop iværksat et udbud på området”.

I svaret gør ministeret også kort rede for, at Region Hovedstaden ”allerede har startet et pilotprojekt op med hurtigtest af personale på udvalgte plejehjem (det drejer sig om tre plejehjem, red.) og andre regioner er på vej med lignende projekter”.

Ministeriet nævner også, at Fagbladet FOA ikke skal forventet mere uddybende svar på denne side af nytår.

Alt det betyder altså, at det konkrete indhold bag nyheden om at kvikteste plejehjemsansatte tidligst kommer i næste uge. Fagbladet FOA følger sagen.

Opdatering 5. januar: Rubrik, underrubrik og indledning er blevet præciseret. Tidligere stod der, at det var over hele landet, at plejehjemsansatte skulle kviktestes. Til en begyndelse er det kun på hårdt ramte plejecentre i Region Hovedstaden.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev