Annonce

vaccine

Tema: Coronavirus

Det skal du vide om den nye vaccine mod coronavirus


Den nye vaccine mod coronavirus giver anledning til mange spørgsmål. Hvornår skal jeg vaccineres? Er vaccinen sikker? Bliver jeg fyret, hvis jeg siger nej til vaccinen? Disse og flere andre spørgsmål forsøger vi at give svar på her.

Annonce

Vaccinen skal gives to gange med nogle ugers mellemrum. Tobias Stidsen // Arkivfoto

Af Ida Østerlund
Journalist

Annonce

Hvornår kommer vaccinen?

Vaccinen blev godkendt af EU mandag 21. december, og det betyder, at den inden for få dage lander i Danmark. Ursula von der Leyen, som er kommissionsformand i EU, siger, at alle EU-lande vil begynde vaccinationerne den 27. december. Men statsminister Mette Frederiksen (S) har ikke planer om at vente, hvis vaccinen er klar i Danmark inden da.

”Selvom jeg er stor tilhænger af koordination på europæiske plan, så skal vaccinen køres ud og distribueres i det øjeblik, den rammer dansk jord,” siger hun til TV2.

Hvornår skal jeg vaccineres?

Det kommer an på, hvem du er, og hvad du arbejder med. Danmark får ikke nok vacciner til at vaccinere hele Danmarks befolkning på én gang. FOA forventer, at de første vacciner gives mellem jul og nytår. Derfor kan du muligvis få tilbud om vaccine med kort varsel.

Sundhedsstyrelsen skriver i et nyt notat, at de løbende angiver prioritering og fordeling af vacciner, og i hvilken rækkefølge de enkelte målgrupper skal tilbydes vaccinen.

Disse grupper er sammen med udvalgt sundheds- og plejepersonale på sygehuse en del af første udrulningsfase af vaccinen og skal visiteres til vaccinen via deres arbejdsgiver:

”Udvalgt sundheds- og plejepersonale uden for sygehus, fx ansatte i det præhospitale beredskab, medarbejdere på plejecentre, inklusiv friplejebolig, midlertidige pladser og akutpladser, i hjemmeplejen mv., medarbejdere på socialområdet, herunder inklusiv handicaphjælpere, ansatte i praksis sektor eller den private sundhedssektor.”

Det er Sundhedsstyrelsens mål, at alle, der ønsker det, og som vaccinen er godkendt til, bliver vaccineret i 2021.

Hvordan ved jeg, hvornår jeg skal vaccineres? 

Beboere på plejecentre og personale i sundhedsvæsenet og ældreplejen vil modtage information om tilbuddet fra deres institution eller arbejdsplads, skriver Sundhedsstyrelsen.

Andre vil få besked via deres e-Boks, når der er en vaccine klar til dem. Er man fritaget for digital post, får man et brev i postkassen.

Bliver plejepersonalet vaccineret i samme ombæring som beboerne på plejehjemmet?

I sit seneste notat skriver Sundhedsstyrelsen:

”Frontpersonale på plejecentre, inklusiv friplejebolig, midlertidige pladser og akutpladser,
hjemmepleje kan efter en lokal vurdering også indgå i vaccinationen via den udkørende enhed på plejecentre mv. Her vil personalet få besked om tilbud samt tildeling af vaccinationstid af den pågældendes arbejdsplads/institution. Der vil i denne situation skulle tages højde for vaccinetilgængelighed.

Kan jeg blive pålagt at blive vaccineret?

Nej. Det er frivilligt, om man vil tage imod tilbuddet om en vaccine. Der er tale om et tilbud. Det vil sige, at det er helt op til dig, om du vil tage imod vaccinen.

Kan jeg blive fyret, hvis jeg ikke vil vaccineres? 

Nej, det skal ikke have ansættelsesretlige konsekvenser at takke nej til vaccinen. Det slog direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, fast på et pressemøde den 26. november 2020.

”Frivillighedsprincippet gælder selvfølgelig også på arbejdspladsen,” svarede Søren Brostrøm, da han blev spurgt, om det kan få konsekvenser, hvis ansatte på sundheds- og ældreområdet nægter at lade sig vaccinere.
 

Jeg er gravid eller ammer. Får jeg tilbudt vaccinen?

I første omgang vil gravide, ammende og børn ikke få tilbudt vaccinen, fordi den endnu ikke er testet på dem.

”Vaccinen er ikke testet til børn under 16 år og gravide, og der vil jeg sige, at i Danmark kommer vi aldrig til at give en vaccine til befolkningsgrupper, den ikke er godkendt til,” siger professor i immunologi på Aarhus Universitet Rune Hartmann til DR.

Min arbejdsgiver har spurgt, om jeg vil have vaccinen. Er mit svar bindende?

Nogle steder er ansatte på plejecentre allerede blevet bedt om at tage stilling til, om de ønsker en vaccine. Det skriver TV2, som er i besiddelse en henvendelse til personalet i Roskilde Kommune. Her står:

”På selve vaccinationsdagen vil du blive spurgt igen, hvorvidt du ønsker vaccination, så din underskrift omhandler udelukkende din interesse.”

Listerne fra de enkelte plejecentre er altså ikke bindende tilsagn, men i første omgang et forsøg på at få afdækket, hvor mange doser der skal fordeles til de enkelte steder, skriver TV2.

Jeg kan ikke beslutte mig for, om jeg skal tage imod vaccinen. Hvad gør jeg?

Har du ikke allerede taget stilling til, om du ønsker vaccine, bør du gøre det. Hvis du har behov for at tale med din egen læge om risiko med videre i forhold til din egen helbredsmæssige situation, bør du tage initiativ til dette, opfordrer FOA til.

Er du i tvivl om dit svar, så spørg din arbejdsgiver om mulighederne for at modtage vaccinen på et senere tidspunkt.

Er der fortrolighed om mit svar?

Tilbud om vaccine gives til dig og vedrører kun dig. Dine kolleger har ingen ret til at se dit svar.

Jeg føler mig presset af min arbejdsgiver og kolleger til at tage vaccinen, selv om jeg ikke vil. Hvad gør jeg?

Der er tale om et individuelt tilbud. Dine kolleger har ikke krav på at få at vide, om du har taget imod tilbuddet. Føler du dig presset til fortælle, hvad du har valgt, bør, alt efter hvor presset kommer fra, kontakte din arbejdsgiver, din tillidsrepræsentant eller din lokale FOA-afdeling.

Min kollega/borger vil ikke vaccineres. Hvad gør jeg?

Der er som nævnt tale om et individuelt tilbud, og du kan ikke forlange at få at vide, hvad kolleger og borgere har valgt. Er du bekymret for din egen sikkerhed og sundhed, kan du tale med din arbejdsgiver, arbejdsmiljørepræsentant, tillidsrepræsentant eller din lokale FOA-afdeling. Er du bekymret, fordi du er i særlig risiko ved smitte med covid-19, bør du drøfte det med din læge.

Hvor kommer vaccinen til at foregå henne?

Du tilbydes muligvis at modtage vaccinen på din arbejdsplads, hvis du eksempelvis arbejder på et plejecenter. Hvis du ønsker at modtage vaccinen på et vaccinationscenter, bør det være en mulighed.

Regionerne er ved at opføre vaccinationscentre rundt omkring i landet. Region Hovedstaden har meldt nogle af de steder ud, hvor de planlægger at opføre vaccinationscentre henne, skriver TV2 Lorry.

Følg med på din regions hjemmeside for at se, hvor der bliver opført vaccinationscentre tæt på dig.

Læs også: Topforsker om coronavaccine: Jeg sætter gerne min egen krop ind på det

Godkendelsen af vaccinen er gået meget hurtigt. Har man undersøgt den mindre grundigt?
”Nej, absolut ikke. Man er præcis lige så grundig, som man altid er, når man udvikler og godkender et lægemiddel eller en vaccine. Men man har taget en langt større økonomisk risiko. Og det siger måske sig selv hvorfor: Firmaerne, regeringerne og myndighederne har haft en fælles interesse i virkelig at sætte turbo på. Det, der normalt tager tre, fire og fem år, tager nu et halvt. For eksempel er lægemiddelstyrelserne villige til at lave en vurdering, som normalt vil tage dem cirka ni måneder på mindre end en måned, fordi de sætter 10 gange så mange medarbejdere til at vurdere det. Vurderingen er altså på ingen måde baseret på et dårligere grundlag end normalt,” sagde ​​​professor i infektionssygdomme, Jens Lundgren til Fagbladet FOA i starten af december.

Er vaccinen sikker?

Pfizer og BioNTech, som er de firmaer, der har skabt den første godkendte vaccine, der kommer til Danmark, har lavet et studie blandt 43.548 frivillige forsøgspersoner, der viser, at vaccinen er 95 procent sikker.

Dog ved man ikke endnu, hvor længe vaccinen beskytter mod coronavirus. 

Læs mere om studiet her.

Læs også: Søren Brostrøm: Sosu'er skal hjælpe med at vaccinere mod covid-19

Skal social- og sundhedspersonale hjælpe med at vaccinere?
I et notat fra Sundhedsstyrelsen, som blev udgivet den 26. november 2020, står:

”Sundhedspersonalet (sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter), som allerede nu varetager podefunktionen på plejecentre m.v., har i deres basiskompetencer at kunne varetage injektion og anafylaksiberedskab.

I et uddybende interview med Fagbladet FOA fortalte direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, at både social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere i princippet kan hjælpe med at vaccinere danskerne.

”Nu har vi skrevet social- og sundhedsassistenterne ind, fordi basiskompetencerne for intramuskulær injektion ligger hos social- og sundhedsassistenterne i forhold til lægemiddelhåndtering. Men principielt set kan en læge delegere til andre grupper også – det kunne godt være social- og sundhedshjælpere eller for eksempel studerende indenfor sundhedsfag,” sagde Søren Brostrøm.

Dog er det de praktiserende læger, der kommer til at vaccinere alle plejehjemsbeboerne i første omgang af vaccineindsatsen. Det skriver Praktiserende Lægers Organisation i en pressemeddelelse, at de har aftalt med regeringen, KL og Danske Regioner.

Ifølge DR's oplysninger skal social- og sundhedsassistenter hjælpe med at observere plejehjemsbeboerne efter vaccinationen for at se, om de bliver dårlige.

Jeg har flere spørgsmål om vaccinen. Hvad gør jeg?
Er du i tvivl om noget, eller mangler du information, så spørg din læge, din arbejdsgiver, din tillidsrepræsentant eller din lokale FOA-afdeling.

Opdateret med spørgsmål om, hvad man gør, hvis man føler presset til at tage vaccine eller er utryg, fordi borger/kolleger ikke vil vaccineres.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev