Annonce

Nisse i sofa på plejehjem: Ivan Riordan Boll/Politiken/Ritzau Scanpix

Tema: Coronavirus

Fra én til tre: Plejehjem åbner for flere besøgende i beboernes bolig


Reglerne for besøg ændres på en stor del af landets plejehjem, så flere kan komme på besøg i beboerens bolig. Det møder kritik fra flere kanter.

Annonce

Endnu engang bliver reglerne for besøg på plejehjem lempet. Det bliver mødt af kritik fra flere fronter. Ivan Riordan Boll/Politiken/Ritzau Scanpix

Af Rasmus Handberg
Journalist

Annonce

I takt med den opadgående smittekurve har regeringen den seneste tid gradvist lukket landet mere og mere ned. Men én ting åbner nu mere: Adgangen for pårørende i beboernes egen bolig på en stor del af landets plejehjem.

Torsdag trådte nye besøgsregler i kraft, som betyder, at det nu er tre pårørende, der må komme på besøg i beboerens egen bolig på de plejehjem, hvor der er besøgsrestriktioner. Tidligere var det kun én, mens op til to andre måtte komme på besøg i særligt indrettede besøgsrum. Det fremgår af en pressemeddelelse fra sundheds- og ældreministeriet.

Nyheden vækker ikke begejstring hos FOA:

“Jeg synes, det er mærkeligt i lyset af de høje smittetal. Vi havde meget hellere set, at man havde lavet tiltag, der forebygger smitterisikoen som klogere vagtplaner og massiv test af personale, beboere og pårørende. Nu åbner man i stedet for, at flere pårørende kan komme ind på selve plejehjemmet. Det mindsker jo ikke ligefrem smitterisikoen. Tværtimod. Og det er meget bekymrende, for det går jo den helt gale vej med smitte på plejehjem,” siger Torben Hollmann, sektorformand i FOA.

Læs også: Rekordstort antal smittede beboere på plejehjem

Faglige Seniorer: Det er trist

Hos Faglige Seniorer, der er Danmarks andenstørste seniororganisation, kalder direktør Palle Smed de nye regler for 'unødvendige' og 'triste'.

Det er ufornuftigt i den nuværende situation at lempe noget som helst henover julen. Vi så efter den amerikanske Thanksgiving en markant stigning i antallet af smittede, og det kommer vi også til at se efter den danske juleaften, hvis vi ikke passer meget mere på hinanden end det, der er lagt op til. Som pårørende udsætter man ikke bare sin nærmeste i familien for smitterisiko, men man udsætter også alle de andre beboere og personalet på plejehjemmet. Jeg synes, det er trist, siger Palle Smed og fortsætter:

Jeg tror ikke på, at det her er de ældres behov. Det er de pårørendes behov, og det er ærgerligt. Inden for få uger begynder vi at vaccinere de ældre ude på plejehjemmene. Lad nu være med at løbe en unødig risiko. Lad os tænke os om og bruge vores sunde fornuft. Den siger, at vi ikke behøves at se alle vores ældste familiemedlemmer her i juledagene. Det er unødvendigt.

Læs også: Ansat på plejehjem håber på tillid: Stol på, at vi giver jeres kære en god og tryg jul

Ministeriet oplyser, at det ved besøg i beboerens bolig er afgørende, at plejehjemmene sikrer, at besøgene kan gennemføres sundhedsmæssigt forsvarligt, og at der må maksimalt være to på besøg ad gangen.

“Hvis smitten kommer ind på plejehjem, så kan det gå rigtig, rigtig galt. Cirka en tredjedel af alle COVID-19-dødsfald er indtruffet blandt plejehjemsbeboere. Derfor er vi nødt til at passe ekstra godt på vores særligt sårbare beboere samtidig med, at vi gerne vil give lidt flere muligheder for besøg henover jul og nytår, indtil alle beboere forhåbentligt meget snart er blevet vaccineret,” siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) i pressemeddelelsen.

"Lad os endelig åbne op for de svageste"

Det nye besøgsregler kommer efter, at antallet af smittetilfælde blandt beboere på plejehjem i seneste uge var rekordhøj. Og nyheden om de nye besøgsregler falder ikke i god jord blandt flertallet på Fagbladet FOAs Facebookside.

Synes bestemt ikke om - de ansatte og de andre beboere bliver mere udsatte, når der kommer flere pårørende i huset, skriver Hanne Koustrup eksempelvis, mens Stine Brogaard ironisk konstaterer: 

Resten af landet lukker ned. Så lad os da endelig åbne for de svageste

Enkelte giver derimod udtryk for, at de nye regler er et godt tiltag, heriblandt Tina Lorenzen: 

Jeg synes, personalet må prøve at sætte sig i de pårørende og ældres sted og tænke på, hvis det var dem selv, der ikke måtte se deres egen mor, skriver hun.

Ikke tilladt med lokale regler 

Sundheds- og ældreministeriet gør opmærksom på, at der ikke lokalt må laves mere vidtgående restriktioner. Eksempelvis må beboere på plejecentre altid forlade deres hjem og besøge eksempelvis familie, uanset om plejehjemmet har besøgsrestriktioner eller besøgsforbud.

Jeg hører eksempler på, at der rundt omkring er mere vidtgående lokale regler på plejehjem. Det er ikke i orden, og det har jeg i dag understreget over for kommunerne i et brev. Samtidig vil jeg rigtig gerne rose personalet, som knokler for at få det hele til at hænge sammen i de specielle måneder, ja snart et lille år, som epidemien har budt os. Heldigvis er vaccinen forhåbentligt snart på plads, så alle plejehjembeboere og personale kan få mulighed for at blive vaccineret, siger Magnus Heunicke i pressemeddelelsen.

De nye besøgsregler har ikke betydning for de plejehjem, hvor Styrelsen for Patientsikkerhed har givet påbud om besøgsforbud. 
Her er det fortsat kun nærmeste pårørende, der må komme på besøg. 

Fagbladet FOA arbejder på at få en kommentar fra sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke for blandt andet at få svar på, hvorfor det er ansvarligt at åbne for flere besøgende i beboerens bolig, mens resten af samfundet gradvist lukker mere ned.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev