Efter smitten kom til Trekroner Plejecenter har mange i min omgangskreds opført sig, som om vi har pest hernede. Folk er bange for at blive smittet af mig, selvom jeg er testet negativ. Det er ikke rart.
Jeg ved jo godt, at det ikke er personligt, men man kommer nemt til at tage det personligt, når folk går i en stor bue uden om os.
Da jeg første gang hørte, at der var smitte på centeret, tænkte jeg shit. Men jeg tænkte også, at det jo måtte ske på et tidspunkt.
For mig er noget af det sværeste ved at går på arbejde i disse tider at adskille det at være menneske fra mit professionelle 'jeg'.
På et tidspunkt var der blevet afleveret nogle blomster fra familien til en borger på plejecenteret. Jeg tog buketten med op til borgeren og læste det vedlagte kort højt for ham. Der stod noget i stil med; vi savner og elsker dig. Men det var nok til, at jeg begyndte at græde. Og jeg kunne høre min kollega bag mig også græd.
Da jeg gik ud for at hente en vase til buketten, trillede tårerne ned af kinderne på mig. Jeg er normal en hård negl, men jeg tror, det var en kulmination af følelser og en reaktion på hele situationen.
Mine egne forældre har isoleret sig i deres hus, min mor har KOL og er syg, og mine børn vil ikke se mig, for jeg tager mig af de gamle.
Jeg kom til at tænke, hvad nu hvis jeg bliver smittet, indlagt og dør med corona, fordi jeg passer de ældre og syge.
Jeg er ikke som sådan bange for at blive syg, men nogle gange rammer tanken mig i forhold til, hvor tæt jeg kommer på borgerne. Hvad nu, hvis jeg er smittet, og bringer det videre til en sårbar beboer?
Jeg er hele tiden i kontakt med dem. Vasker dem, putter dem og plejer dem.
Men jeg ved godt, jeg er nødt til at skubbe den tanke væk, for jeg tager mine forholdsregler, og mere kan jeg ikke gøre. Jeg er også bare et menneske.
I virkeligheden er det nok coronakuller, jeg er mest bange for.
Jeg har haft nogle forskellige traumer før, så min krop kender til det at være i alarmberedskab. Jeg kan mærke, at nogle af de samme mekanismer kommer frem hos mig igen. Så jeg gør alt for ikke at blive for bekymret og kulret af det.
Men når jeg vågner om natten, er det corona, jeg tænker på som det første.
Vi knyttes tættere sammen
Det hele er dog bestemt ikke kun trist og negativt. Stemningen på plejecenteret er god. Vi er kommet lidt tættere på hinanden. Og selvom vi skal holde afstand, blomstrer der nye relationer op mellem både pårørende, personale og beboere.
Jeg er personligt kommet tættere på mange af de pårørende. Der er opstået en ny form for nærhed og ro imellem os.
Nogle gange tager jeg billeder, når jeg laver aktiviteter med borgerne og sender til deres pårørende. Det bliver de altid rigtigt glade for. Det er sådan nogle ting, corona har skabt, og som er med til at knytte os lidt tættere sammen.