Virkeligheden har forandret sig på den måde, at der blandt andet ikke kommer pårørende på besøg mere. Det var hårdt for mange af borgerne i starten, og flere var kede af det de første par dage, fordi de savnede børn og børnebørn. Men efter lidt tid vænnede de sig til det. Og siden da er fællesskabet borgerne imellem kun blevet stærkere.
Vi samles og hygger på en anden måde end før. Borgerne sidder og snakker og mindes gamle dage. De fortæller historier om krigen og tænker tilbage på, om de nogensinde har oplevet nogle sygdomme, der minder om corona.
Fysioterapeuterne kommer heller ikke og laver træning med dem længere, så vi skal træne med dem. Det gør vi blandt andet ved at gå en tur rundt om køkkenet med dem, inden de skal spise. De fleste synes, det er morsomt. Vi har endda to, der er begyndt at gå om kap rundt om bordet, når de skal gå deres tur.
Jeg føler mest af alt en glæde over, at vi i den her tid til trods for, hvor svær den er, har mulighed for at hjælpe borgerne så godt igennem den. Og så føler jeg en enorm glæde over, at alle mine kolleger er så seje og arbejder så hårdt.