Vi er nået så langt ind i ugen med nødpasning, at det er blevet normalt for os, at hverdagen hænger sådan her sammen. Jeg møder ind på en nødpasningsinstitution med nye børn og kolleger.
Men selvfølgelig er det lidt underligt, at jeg stadig står op og tager på arbejde, mens resten af samfundet er gået i stå. Jeg føler, at jeg har en forholdsvis normal hverdag, mens jeg fornemmer gennem medierne, at der kommer færre og færre mennesker på gaderne.
Læs også: Sociale normeringer gør en kæmpe forskel
Jeg synes, det sværeste er, at jeg ikke har nogle af mine egne børn fra min stue. Jeg savner dem. Og så skal man bruge lidt mere tid på at lære de nye børn at kende og lære deres reaktionsmønstre og personligheder. Når man kommer ind på en ny arbejdsplads normalt, så får man jo den baggrundsviden fra en kollega. Det har der ikke været mulighed for her, og det er nok fordi hele situationen er, som den er.