Annonce

Sundhedspersonale og borger

Tema: Coronavirus

Overlæge: Nu handler det om at afbøde krisen


Myndighederne er klar til at ændre kurs i coronaberedskabet, mens kommunerne opruster. ”Vi er klar til det pres, der kommer,” siger sygeplejechef i Aalborg.

Annonce

Ifølge Sundhedsstyrelsens nuværende risikovurdering kan ca. 58.000 danske borgere blive afhængig af hjælp fra sundhedsvæsenet grundet coronasmitte. iStock / Dean Mitchell

Af Joachim Ploug Hansen
Journalist

Annonce

Den danske coronakrise er tæt på at nå et omfang, som betyder, at myndighederne vil skifte strategi. Samtidig betegner WHO nu udbruddet af coronavirus som en pandemi.
Hidtil har det handlet om at inddæmme smitten. Næste skridt bliver at afbøde konsekvenserne bedst muligt.

Læs også: Sundhedsminister om coronaberedskab: Vi får brug for alle. Også pensionister og studerende

Det fremhævede overlæge i Sundhedsstyrelsen, Bolette Søborg, da myndighederne på et pressemøde onsdag gjorde status over det seneste døgns udvikling i coronakrisen.

”Jeg kan ikke sige, om vi allerede ændrer kurs i morgen. Men det sker snart,” sagde Bolette Søborg.

Flere pladser og mere personale

Samtidig er både kommuner og regioner i gang med at hæve beredskabet. I en henvendelse til alle kommuner understregede Kommunernes Landsforening således, at de skal tænke over forskellige virkemidler, de kan tage i brug, for at afhjælpe potentiel pladsmangel og personalemangel.

I Aalborg Kommune betyder det blandt andet, at man forbereder sig på behovet for mere personale og flere pladser til ældre borgere. En såkaldt eskaleringsplan.

Her er der 130 midlertidige aflastningspladser, og der vil blive etableret omkring 40 nye pladser. Det svarer til en forøgelse på 30 procent i deres kapacitet. Samtidig vil kommunen rekruttere mere social- og sundhedspersonale og flere sygeplejersker i form af både nyligt fratrådte og elever og studerende. Nuværende personale skal også forberede sig på ekstraarbejde.

Opgaverne skal fordeles

Kommunen har også valgt at lukke 36 aktivitetscentre for ældre. Blandt andet for at frigive personale.

Sygeplejechef i Aalborg Kommune, Helen Kæstel, understreger, at det er vigtigt, at man ikke giver medarbejdere opgaver, de ikke har kompetencer til.

Læs også: Medarbejder og beboere på plejehjem smittet med coronavirus

”Vi skal ikke give sundhedspersonalet opgaver, som de ikke kan håndtere. En måde vi kan løse det på, er ved at fordele opgaverne. For eksempel kan noget social- og sundhedspersonale udføre dokumentationsopgaver, mens andre kan uddele mad,” siger Helen Kæstel.

Presset kommer

Hun fremhæver også, at kommunen vil gøre alt, hvad man kan for at løse opgaverne for de ældre borgere.

”Vi er ikke lagt ned endnu, men vi gør os klar til det pres, der kommer,” siger Helen Kæstel og tilføjer:

”Som omsorgsperson har man lyst til at bidrage i sådanne krisesituationer. Det er derfor, man er gået ind i det her fag.”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev