Der kom et punkt i forfatter Peter Øvig Knudsens depression, hvor han intet kunne gøre. Hvor hans børn, hans kæreste, familie og venner stod som tilskuere til en sygdom, der indtog hans krop, hans personlighed og sugede al livsenergi ud af ham. Som var det et fremmed væsen.

”Når depressionen bliver dyb, er der intet, vi almindelige mennesker kan gøre. Man skal have hjælp,” siger forfatteren Peter Øvig Knudsen, der sidste år udkom med sin bog ’Min mor var besat – Da jeg mødte depressionens væsen’ om først sin mors, siden sin egen depression. Og om ’de tunge instrumenter’, han har brugt år af sit journalistiske arbejde til at kritisere: de lukkede afdelinger, den antipsykotiske medicin og elektrochok.

Læs også: 600 millioner kroner til psykiatrien betyder flere hænder og senge

Længe havde han kaldt sine tilbagevendende depressioner alt muligt andet. Han ville ikke have den sygdom, hans mor havde haft gennem hele hans barndom og som havde fået hende til at sidde ’derovre i sin bamsestol og klynke og trygle’ om hans og søsterens hjælp. 

Peter Øvig Knudsen peger på en slidt, brun Wegnerstol, der er flyttet med fra barndomshjemmet i Holme ved Aarhus og ind i huset i Gentofte. Det var depressionens monster, som han havde kaldt det, da hans mor døde i 2016 og han selv havde jublet: ’monsteret er dødt’. Men monsteret var ikke dødt. 

”Pludselig ramte det mig, og jeg forstod, hvor syg hun har været og hvor længe hun må have taget sig sammen for at kunne give os børnefødselsdage og madpakker,” siger Peter Øvig Knudsen, hvis bog har sendt ham på en lang foredragsturne til blandt andet psykiatriske afdelinger i hele landet.

Læs også: Sosu i psykiatrien: Jeg frygter at det vælter ind med meget syge patienter

”Medarbejderne kommer og siger tak, fordi jeg fortæller, at man kan få god hjælp i psykiatrien. Det er der ikke nogen andre, der gør,” siger Peter Øvig Knudsen, der længe var en af de andre og tænkte det værste om det psykiatriske system og så det at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling som det ultimative kontroltab.

Et lukket rum, man ikke ved noget om, før man har ikke prøvet det, men som man heller ikke har lyst til at se indefra. Lige som han aldrig havde hørt én eneste positiv historie om elektrochok. 

”Vi tror jo, at det er alt det værste, der er samlet der. For det er den historie, vi hører. Jeg havde ikke hørt én positiv historie om elektrochok i 55 år. Men efter at jeg selv har været åben om, at jeg har fået behandlingen, har jeg på to år hørt 100 historier om, at det er et mirakel og at det har reddet deres liv. Det er fan’me mærkeligt,” siger Peter Øvig Knudsen.

”Jeg var rædselsslagen,” siger han da også om den dag, hans kæreste og nære venner endelig traf beslutningen om at køre ham ind til Rigshospitalet mod hans vilje. Hele turen derind overvejede han at flygte. Stikke af fra døden, som han var overbevist om ventede ham.

Gøgeredens døde blik 

”De ville nok ikke slå mig ihjel fysisk, men jeg var sikker på, at de ville gøre mig til en zombie,” siger Peter Øvig Knudsen, der huskede film, artikler og bøger om psykiatriens rædsler og så Jack Nicholsons døde blik i ’Gøgereden’ for sig. Indtil de stod og ventede foran slusen ind til afdelingen, og social- og sundhedsassistent Tania åbnede døren. 

”Hun var det modsatte af alt det, jeg havde forestillet mig. Hun havde ingen kittel på og havde gjort noget ud af sig selv med makeup og kæmpelange øjenvipper. Og så slog hun ud med armene og sagde: ’Jamen kom inden for’. Jeg følte virkelig, at jeg var ankommet til et hotel, ikke til en lukket afdeling.”

Næsten en engel

Tania så ham som en gæst og ikke som patient. 

”Hun interesserede sig for mennesket og så forbi diagnosen, og det gjorde mange af medarbejderne på Rigshospitalet. Det var ikke, fordi de var engle. Jo, nogle af dem var næsten engle,” siger Peter Øvig Knudsen og forklarer, hvordan man ’suger nederlagene til sig, når man er deprimeret’, som han siger.

Enhver irritation gør, at man føler sig endnu mere elendig.

”Netop derfor er det vigtigt, at de ansatte er i topform, selv om det nærmest er et umenneskeligt krav. Især når der er pres på, og det er der tit.” 

Gik selv til skafottet

Peter Øvig Knudsen nægtede at blive kørt ind til elektrochok. 

”Jeg ville selv gå til skafottet sammen med Tania og en portør, der skulle sørge for, at jeg ikke stak af. Det overvejede jeg hele vejen ned til rummet,” fortæller Peter Øvig Knudsen, der havde ringet til sin søster inden og sagt farvel. 

”Men efter tredje gange, står der i min journal, glædede jeg mig til at komme hjem og drikke kaffe. Det var kæmpestort. Det at glæde sig til noget havde ikke eksisteret i mit univers.”

Det var som om hjernen blev genstartet, præcis lige som når du slukker og tænder computeren, når den ikke virker ordentligt, fortæller forfatteren, der efter behandlingerne nærmeste ikke vidste, hvem han var. Efter syv gange blev han rask. 

”Det, jeg var mest bange for – at blive indlagt på en lukket afdeling, at få antipsykotisk medicin og at få elektrochok - endte med at redde mig.”

- Er du bange for, at depressionen kommer igen?

”Ja, men ikke så meget som jeg har været. I begyndelsen tænkte jeg over det mange gange om dagen. Nu tænker jeg over det én gang om dagen. Måske skal der gå to år, før man tør stole på det.”