“Jeg drømte om at blive sygeplejerske, men har ingen gymnasial uddannelse, og mine otte år som anlægsgartner var desværre ikke adgangsgivende. Så jeg måtte finde en vej ind. Sosu-uddannelsen blev den vej.
Da jeg fik mit uddannelsesbevis, syntes jeg alligevel, det var en skam at lægge alt det, jeg havde lært, på hylden og læse videre med det samme. Så jeg fik et job i den sociale hjemmepleje i Københavns Kommune. Det, som udelukkende var tænkt som et pitstop, blev et vendepunkt for mig.
Jeg opdagede, at jeg havde nogle helt forkerte forestillinger om, hvad det vil sige at være social- og sundhedsassistent.
Det handlede langt fra kun om ældrepleje. Pludselig åbnede en ny verden sig for mig. Jeg behøvede ikke læse videre for at arbejde med sygepleje og medicindosering. Det kunne jeg gøre i den sociale hjemmepleje.”
Læs også: Ung sosu: Vi har et fælles ansvar for at tale vores fag op
”Nu har jeg været der i fire år, og det er virkelig spændende at arbejde med så komplekst et borgerklientel. Nogle er aktive eller tidligere alkohol- og/eller stofmisbrugere, og vi har borgere med handicap og forskellige former for psykiatriske lidelser.
Det lyder lidt som en kliché, men jeg kan godt lide tanken om, at jeg gør en forskel. At jeg kan motivere og hjælpe dem til at blive mere selvhjulpne. Jeg har ikke en ambition om, at jeg kan redde alle mine borgere. Det kan jeg ikke. Men når jeg kan mærke, det flytter bare en smule for dem eller gør deres dag lidt bedre, er det helt fantastisk.
Jeg droppede karrieren som anlægsgartner, fordi jeg manglede faglig udfordring. Det får jeg nu – hver eneste dag. Jeg laver sygeplejefaglige opgaver, som jeg ikke lærte på uddannelsen, og der er en god portion pædagogik og psykologi i jobbet.
Derudover får jeg brugt min sans for drift og koordinering, da jeg blandt andet er med til at planlægge kørelister. Der er mange forskellige muligheder for, at jeg kan udvikle mig i faget. Planen om at læse videre har jeg smidt langt væk.”
Læs hele temaserien ”Vejen til mit fag” her.