Tanja Nielsens skrivebord bugner. Hun er formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA Holstebro, og siden afdelingen i 2015 opfordrede medlemmerne til at få tjekket deres lønsedler, er det væltet ind med sager.
Det viser sig nemlig, at FOAs medlemmer i høj grad ikke får den løn, de har krav på. Der er med andre ord fejl i lønsedlerne. Foreløbig har Tanja Nielsen afsluttet over 100 sager. Netop nu er hun ved at behandle 20 sager. Og derudover ligger 70 andre sager og venter. Alle er i kommunalt regi.
“Jeg synes, det er overraskende mange, og der kommer jo hele tiden nye til,” fortæller Tanja Nielsen.
Rekordstort beløb
I gennemsnit får medlemmerne udbetalt mellem 30.000-70.000 kroner, når sagerne bliver afsluttet, og kort før jul blev der sat punktum for den største sag, som Tanja Nielsen hidtil har haft mellem hænderne.
Det skete, da omsorgsmedhjælper Paw Rasmussen fik udbetalt 190.000 kroner, som han havde til gode hos Lemvig Kommune. Bortset fra beløbets størrelse er sagen typisk for de problemer, medlemmerne oplever, når de hver måned skal tjekke deres lønseddel.
“De typiske fejl i lønsedlerne opstår, fordi der mangler overarbejdsbetaling. Arbejdstidsaftalen er meget kompleks, og jeg kunne godt ønske mig, at reglerne var så enkle, at det enkelte medlem var i stand til selv at kunne overskue sin lønseddel,” siger Tanja Nielsen.
Spørgsmål om tillid
Ifølge Tanja Nielsen er hun i øjeblikket i forhandling om fem sager i Lemvig Kommune, mens yderligere 19 venter på hendes skrivebord.
“Det er fint, at Lemvig Kommune tilbyder, at vores medlemmer kan henvende sig, hvis de har spørgsmål til deres lønseddel. Men problemet er, at de ansatte ikke selv opdager fejlene. Derfor er det nødvendigt, at de kan stole på, at dem, der udbetaler lønnen, har styr på det”, siger Tanja Nielsen.