Julen varer længe, koster mange penge. Men fremover ryger der lige lidt ekstra ind på julekontoen for nogle af FOAs medlemmer. FOA har indgået forlig med arbejdsgiverforeningen KA Pleje i en konkret sag.
Sagen drejede sig om, hvorvidt juleaften og nytårsaften i 2016, som begge faldt på lørdage, skulle udløse lørdagsbetaling eller søgnehelligdagsbetaling. Det var FOA og arbejdsgiveren uenige om.
En ekstra fridag og 50 procent oveni
En søgnehelligdag er en helligdag, der ikke falder på en søndag. På søgnehelligdage har de ansatte fri med fuld løn. De ansatte, der er på arbejde på en søgnehelligdag, får et tillæg svarende til 50 procent oveni deres løn samt en fridag en anden dag. Det siger
overenskomsten.
Men arbejdsgiveren mente, at det ikke gjaldt, når søgnehelligdagen faldt på en lørdag. Arbejdsgiveren mente, at alene en søgnehelligdag, der faldt mandag til fredag, kunne berettige til tillæg og erstatningsfri.
Læs også: Jul på job: Så mange arbejder
Og da juleaften faldt på en lørdag for to år siden, mente arbejdsgiveren altså, at den ansatte, der havde været på arbejde, kun havde ret til lørdagstillæg. Det svarer til 38 kroner oveni den normale timeløn efter klokken 14.
”På de arbejdsområder, hvor der arbejdes alle ugens syv dage, betragtes juleaften og nytårsaften normalt som søgnehelligdage, når de falder på en hverdag eller en lørdag, så vi mente, at virksomheden og arbejdsgiverforeningen KA Pleje var forkert på den,” siger Mumme Thing, advokat i ansættelsesret i FOA Overenskomst.
Erkender fejl
Mumme Thing forklarer, at KA Pleje heldigvis erkendte fejlen, da FOA gik ind i sagen. Konflikten blev derfor løst ved forlig, så ansatte, der arbejder under en KA Pleje-overenskomst, nu får samme betingelser som ansatte på døgnområdet i det offentlige og som på resten af det private område.
Direktør for KA Pleje Karsten Høgild er også glad for, at parterne i sagen kunne nå hurtigt til enighed:
"Jeg er tilfreds med, at vi gennem konstruktiv dialog har kunnet finde frem til et forlig, og at de uklarheder, der var, er blevet opklaret for begge parters medlemmer. Det er med til at vise et godt overenskomstsamarbejde, selvom vi kan være uenige," siger han.
Fremover vil juleaftener, nytårsaftener og andre forskydelige helligdage, der falder på en lørdag, altså resultere i en søgnehelligdagsbetaling og udløse en betalt fridag for de, der er på arbejde.
Både 1. og 2. juledag samt 1. januar er også forskydelige helligdage, som kan udløse søgnehelligdagsbetaling, hvis de falder på alle andre dage end søndag. I 2020 falder 2. juledag på en lørdag, og i 2022 falder både juleaften og nytårsaften på lørdage.