"Om eftermiddagen inviterer vi familiemedlemmer ind til æbleskiver og hygge inde på brandstationen. Min familie kommer ikke i år, da de bor længere væk. Vi holder i stedet juleaften sammen en af dagene inden," siger brandmand Torben Eliassen og fortsætter:
"Vi brandmænd laver julemiddag med and og flæsk til alle de brand- og ambulancefolk, der har meldt sig til at spise med. Alle går til hånde med at pynte op, lave mad og dække bord. Efter middagen synger vi et par julesange, hvis stemningen er til det. Og så plejer vi at have rafleleg."
Læs også: Så mange fejrer jul på jobbet
Faste traditioner
"Der er ikke så mange sværdslag om juletraditionerne. Jeg har været her i 33 år, og vi har holdt jul på denne her måde ligeså længe, jeg kan huske."
"Jeg sætter stor pris på den stund, hvor vi sidder sammen omkring bordet, deler historier på tværs af generationer og driller hinanden lidt."
"Selvfølgelig vil jeg helst være hjemme hos familien juleaften. Men når jeg nu skal arbejde, så plejer det heldigvis at være rigtig hyggeligt."
Læs også: Sådan gør du det rart at holde jul på jobbet
Brændte juledekorationer"Der er oftest ro i hovedstaden, for folk sidder jo sikkert bænket omkring bordene derhjemme. Det smitter af på vores julemiddag."
"Henad ved 21-tiden begynder opkaldene typisk at tikke ind. Så har folk spist for meget, så de bliver dårlige. Eller de begynder at brænde deres juledekorationer af."
"Har man ikke vagt juleaften, så har man 1. eller 2. juledag. Der er tradition for, at man holder julefrokost med enten traditionel mad eller noget thai-inspireret. Vi ser måske en god film. Og ellers er vi ude at slukke nogle ildebrænde."