Annonce

Illustration af mor og teenager der sidder med computer

Enlige forsørgere med 18-årige børn får færre penge


En enlig forsørger mister mindst 2.767 kroner månedligt, når et
hjemmeboende barn fylder 18 år. Søg råd og læg en spareplan for familiens udgifter i god tid.

Annonce

Som enlig forsørger mister du mange penge, når dit hjemmeboende barn fylder 18 år. Her får du et overblik over hvad du mister, men også hvilket bidrag du kan søge. Jørgen Stamp

Af Lis Hornø
Journalist

Annonce

Som enlig forsørger har det stor betydning den dag, ens barn fylder 18 år. Udover at det er en stor dag, når ens dreng eller pige går fra at være barn til myndig, har det også konsekvenser i kroner og øre.

Børnebidraget og flere offentlige ydelser ophører, og boligsikringen kan blive nedsat. Er man i arbejde og uden yngre børn, ryger beskæftigelsesfradraget for enlige forsørgere også.

Skamfuldt at må sige nej

Morten Ejrnæs, lektor i socialt arbejde ved Aalborg Universitet, har forsket i, hvad den seneste nedsættelse af kontanthjælpen betød for familier. De mistede et beløb af samme størrelse som de mindst 2.767 kroner, en enlig forsørger må undvære, når barnet bliver 18.

Han har set familier, der udskyder tandlægebesøg og ikke får købt tøj, der er passende for årstiden. Forældrene anstrenger sig, så børnene ikke lider afsavn.

”Har man en 14-årig og en 18-årig, føler man sig stadig forpligtet overfor den 18-årige. Man siger ikke: ’Nu må du klare dig selv’.”

Indtægtstabet kan komme til at slide på stemningen i hjemmet.

”Hos forældrene ser vi en skamfuldhed og tristhed over ikke at kunne give børnene det, som andre kan. Og børnene ved, at de er en udgift. De er tilbageholdende over for at bede om ting. Det er en sårbar periode for 17-18-årige,” siger Morgen Ejrnæs.

Tag din 18-årige med på råd

For den enlige forsørger med et snart 18-årigt barn, der stadig bor hjemme, er nedgangen i ydelser dog uafvendelig. Derfor et det vigtigt at søge råd og kende sine muligheder, understreger Morten Ejrnæs.

Han anbefaler, at familien går sine udgifter igennem med tættekam for at se, hvor der kan spares. Det er Trine Schaldemose, vicedirektør i Mødrehjælpen, enig i.

”Det er en situation, man kan forberede sig på. Den er hverken nem eller god, men man skal sætte sig ned, lave et budget og tage den 18-årige med på råd,” siger hun.

Guide til enlig forsørger med barn på 18 år

Det mister du
Beløbene er pr. måned. Der ses bort fra kontanthjælpsloftet.

  • Ungeydelse (børnecheck) 936 kroner.
  • Børnetilskud 471 kroner.
  • Ekstra børnetilskud 480 kroner.
  • Har du mindst ét hjemmeboende barn under 18, får du stadig beløbet. (Forældre, der er studerende, får højere børnetilskud).
  • Børnebidrag 1.360-3.768 kroner, afhænger af bidragsyders indkomst.
  • Boligsikring kan blive nedsat. Reglerne er komplicerede. Søg råd eller brug beregneren på borger.dk.
  • Beskæftigelsesfradrag for enlig forsørger bortfalder, hvis ikke du har et yngre barn hjemme. Fradraget er maksimum 1.767 kroner.

Det kan du søge

Det kan 18-årige få

  • Hjemmeboende på ungdomsuddannelse: SU afhængig af forældres indkomst: 946-2.625 kroner.
  • Hjemmeboende, ikke i uddannelse: Uddannelseshjælp 2.664 kroner (uddannelsesparat) eller 3.509 kroner (aktivitetsparat).

Kilder: Borger.dk, Skat, Udbetaling Danmark, Su.dk, Statsforvaltningen


Det kan I gøre for at forberede jer sammen

  • Søg råd. Gå til Mødrehjælpen eller andre, som kan vejlede jer. Få råd om rettigheder, budget og om at tale med børnene, så der er en åbenhed.
  • Læg budget. Værktøjer findes på nettet. Forbrugerrådets gældsrådgivning rådgiver for eksempel private med lav indkomst eller stor gæld.
  • Inddrag barnet. Lad teenagebørn tage del i prioriteringen. Sig: noget skal skæres fra, hvad kan vi gøre?
  • Prioriter net og telefoni. Net og smartphone er ikke luksusgoder for unge. Tvinges de offline, går det ud over netværk og relationer.
  • Del året op. Lav en udgiftskalender med åndehuller. For eksempel: Efter tre hårde måneder får vi to, hvor der er råd til biografture.
  • Undgå at påføre skyld. Vær meget opmærksom på ikke at give den 18-årige skyld for dårlig økonomi. Som den voksne i husstanden har du stadig forældreansvaret.

Kilde: Trine Schaldemose, vicedirektør i Mødrehjælpen.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev