Annonce

Gul ambulance

Tema: OK18

Se hvor store lønstigninger voksne redderelever kan se frem til


Voksne redderelever i regionerne kan se frem til en lønstigning på 2.400 kroner om måneden. Formand for Teknik- og Servicesektoren i FOA, Reiner Burgwald, er meget tilfreds.

Annonce

Voksne redderelever kan se frem til 2.400 kroner mere i løn om måneden fra april næste år. Colourbox

Af Ida Østerlund
Journalist

Annonce

De sidste par dage er endnu nogle overenskomster på teknik- og serviceområdet kommet på plads. Blandt andet fik formand for Teknik- og Servicesektoren, Reiner Burgwald, og hans kollegaer forhandlet en aftale på plads for ambulanceuddannet personale og ansatte i sygetransporten.

”Det blev en glimrende aftale. Reddereleverne får en stor portion af de penge, der var afsat til elever. Vokseneleverne får en anseelig lønstigning, de kommer til at kunne mærke. De går fra løntrin 11 til løntrin 18,” siger Reiner Burgwald.

Konkret betyder det, at de redderelever, der er fyldt 25, når elevtiden starter, kan se frem til en månedlig lønstigning på 2.400 kroner fra april 2019, hvor aftalen træder i kraft.

"Lønstigningen har været tiltrængt, for den svarer til lønniveauet på de kommunale overenskomster. Så det var supergodt, at vi fik det ordnet, så eleverne kan leve et anstændigt liv under uddannelsen," siger Reiner Burgwald.

Grundbeløb stiger

Derudover har forhandlerne valgt at bruge pengene fra organisationspuljen på 0,35 procent til at hæve det årlige grundbeløb for ambulancebehandlere og ansatte i sygetransporten. 

Ambulancebehandlernes årlige grundbeløb stiger med 2.200 kroner, og de ansatte i sygetransportens årlige grundbeløb stiger med 1.069 kroner. 

”Og så skal man jo huske, at det er oveni de generelle lønstigninger, som alle offentligt ansatte får,” siger Reiner Burgwald.

Læs også: Se hvordan lønnen fordeler sig i OK18

Vagtcentralpersonale stiger også i løn
Også overenskomsten for vagtcentralpersonale, som FOA har sammen med HK, byder på lønstigninger. Lønmodtagerne kan se frem til at gå fra løntrin 18 til løntrin 19.

”Det er også en glimrende aftale, vi har fået i hus for vagtcentralpersonalet. Den er især interessant for nyansatte, fordi startlønnen bliver højere,” siger Reiner Burgwald.

Udover at give de ansatte lønstigninger, blev forhandlerne enige om, at FOA og Danske Regioner inden næste overenskomstforhandling skal undersøge de opgaver, der bliver løst af sundhedsberedskabet og det præhospitale beredskab.

”Vi skal se på, om deres kompetencer kan bruges bedre og være til gavn for endnu flere borgere,” siger Reiner Burgwald.

Du kan læse, hvad der er forhandlet på plads på de store områder i Teknik- og Servicesektoren nedenfor.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev