I otte år var Pia Lisbeth Bohn som social- og sundhedsassistent en del af hjemmeplejen i Jyllinge. I en periode på nogle måneder blev den 57-årige social- og sundhedsassistent udlånt til en sygeplejegruppe, og da hun returnerede til sin egen hjemmeplejegruppe, kunne hun næsten ikke kende forholdene længere.
”Der var kommet nye retningslinjer, så der var en masse ting, vi ikke måtte længere. Vi havde fået mange af de opgaver, hjælperne plejede at lave som at tømme kateterpose og skifte støttestrømper,” siger Pia Lisbeth Bohn.
Samtidig havde hun mistet de opgaver, hun selv plejede at udføre.
”Vi måtte pludselig ikke tage os af komplekse sår, som liggesår og bylder, selvom det er noget, jeg altid har gjort. Det skulle sygeplejerskerne gøre. Nu måtte vi kun tage os af hudafskrabninger,” siger Pia Lisbeth Bohn.
Pia Lisbeth Bohn måtte heller ikke længere lægge comprilan-bind eller give de fleste injektioner.
”Det var så frustrerende. Jeg har været i faget i mange år, og pludselig måtte jeg ingenting. Det kunne jeg ikke holde ud. Jeg ville jo gerne bruge min uddannelse,” siger Pia Lisbeth Bohn.
”Vi fik frataget den ene kompetence efter den anden. Det fik mig til at føle mig meget lille og meget dum. Og det var ubehageligt. Jeg blev mindre og mindre, og jeg turde næsten ikke søge et andet job, for jeg tænkte, at jeg ikke kunne noget. Jo mindre du laver af det, du er uddannet til, jo mindre sikker bliver du,” siger Pia Lisbeth Bohn.
Synd for borgerne
Pia Lisbeth Bohn havde samtidig ondt af borgerne, fordi de skulle have besøg af langt flere sundhedspersoner, end de var vant til for at få løst de forskellige opgaver.
Kun når der manglede sygeplejersker, måtte Pia Lisbeth Bohn udføre de opgaver, hun før havde været vant til.
”Vi kunne få at vide: ’Der mangler en sygeplejersker, kan I gøre det.’ Og der tænkte jeg, at vi skulle sige nej. Hvis vi er for dumme til at løse en opgave den ene dag, så er vi det også den næste dag,” siger Pia Lisbeth Bohn.
Fratagelsen af opgaver påvirkede stemningen på arbejdspladsen meget, og ofte græd hendes kolleger eller skændtes. Til sidst sagde Pia Lisbeth Bohn op og skiftede til en tilsvarende stilling i Ballerup.
Og der er meget stor forskel på at være i hjemmeplejen de to steder.
”Nu oplever jeg, at jeg får lov til de ting, jeg er uddannet til. Det er ting, jeg ikke kom i nærheden af i Jyllinge, så som at lægge kateter på kvinder, give injektioner og lægge forbindinger. Der er vældig stor forskel. Det undrer mig, hvordan man kan sige, at det skyldes strukturen, og når så jeg flytter til en anden kommune, er der ikke de regler,” siger Pia Lisbeth Bohn.
Kommune: Sygeplejersker tager komplekse opgaver
Mette Olander, social- og sundhedschef i Roskilde Kommune, siger om ændringen i, hvem der må varetage hvilke sygeplejefaglige opgaver:
”Vi har over et stykke tid arbejdet med, hvem der bedst tager sig af de sygeplejefaglige opgaver, så vi får brugt medarbejderne bedst muligt. Det har aldrig været ment som et signal om, at assistenterne ikke var noget værd, for alle har en faglig berettigelse, men vi skal sørge for at bruge kompetencerne rigtigt i de forskellige borgerforløb.
Hos os bruger vi sygeplejerskerne til de komplekse borgerforløb, mens vi bruger assistenterne til de stabile borgerforløb.”