Annonce

De to tillidsfolk på Fjordskolen Gitte Nielsen og Bettina Christensen føler ikke, at byrådet i Aabenraa Kommune med borgmesteren i spidsen har inddraget dem i flytteprocessen.

Nødråb fra forældre og ansatte: Stop flytningen af handicappede børn til grænseby


235 handicappede børn skal trods advarsler fra forældre og ansattes flyttes til en gammel skole ved lille, dansk grænseby. Det vil ødelægge børnenes liv, advarer mor.

Annonce

De to tillidsfolk på Fjordskolen Gitte Nielsen og Bettina Christensen føler ikke, at byrådet i Aabenraa Kommune med borgmesteren i spidsen har inddraget dem i flytteprocessen. Astrid Dalum

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

Annonce

I Aabenraa Kommune vil et flertal i byrådet flytte 235 handicappede børn fra Fjordskolen i Aabenraa og 21 kilometer sydpå til en gammel skole i grænsebyen Kruså.

Flytningen har mødt skarp kritik fra forældre og ansatte. De frygter, at børnene - hvoraf flere har autisme og alvorlige fysiske handicaps - skal bruge mere tid på transport og vil opleve mere utryghed i hverdagen, hvis de flyttes. 

“Vi har med nogle meget sårbare børn at gøre, som har brug for stabilitet og trygge rammer. Med flytningen fjerner man dem fra deres vante miljø. Det vil uden tvivl gå hårdt ud over flere af børnene,” siger Mette Larsen, der sidder i bestyrelsen på Fjordskolen, der repræsenterer børnene i sagen. 

Både de ansatte samt bestyrelsen på skolen, der repræsenterer forældre og børn, har fra begyndelsen gjort klart, at de var meget imod flytningen til grænsebyen Kruså. Det fremgår af to høringssvar, de har afgivet til Aabenraa Kommune. 

“Overvejelserne omkring Kruså lader til ene og alene at være taget ud fra et økonomisk perspektiv og ikke ud fra et ønske om at give nogle af de svageste i Aabenraa Kommune et pædagogisk godt tilbud, som vil gavne dem i deres videre liv,” skriver bestyrelsen på Fjordskolen i deres høringssvar.

Fjordagerskolens MED-udvalg, der repræsenterer godt 160 ansatte, har ligeledes afgivet et kritisk høringssvar. Her gør de blandt andet klart, at beslutningen vil føre til et ‘forringet pædagogisk tilbud som resultat’. 

Fagbladet FOA har talt med Bettina Christensen og Gitte Lind Nielsen, der er tillidsrepræsentanter på skolen. De oplever, at politikerne har været meget lidt interesserede i at undersøge de faktuelle forhold for flytningen.

De to tillidsrepræsentanter frygter, at flytningen vil skade den faglighed, det har taget mange år at opbygge på skolen.

"Vi skal ned til noget, der er bygget i 1967, og vi ved, at det er fyldt med skimmelsvamp. Det bliver også sværere at tiltrække og fastholde personalet, for en stor del af dem kommer nordfra. De vil få en noget længere transport,” siger Bettina Christensen, tillidsrepræsentant for social- og sundhedsgruppen på skolen.

Thomas Andresen (V), borgmester i Aabenraa Kommune, forklarer, at han er bevidst om, at det, han omtaler som 'en gruppe' af forældre og ansatte, er imod flytningen af skolen. Han påpeger, at det i politik er svært at gøre alle glade.

“Jeg mener absolut, at man skal lytte til alle dem, der sender et kvalificeret høringssvar, men for mit vedkommende som politiker, er det et spørgsmål om at lave en afvejning,” siger han.

Kritikerne af flytningen har påpeget, at kommunen ikke har taget udgangspunkt i børnenes tarv. På spørgsmålet om, hvad borgmesteren mener om det, svarer han:

“Alle de beslutninger, vi har truffet i det her tilfælde, tager afsæt i børnene.” siger Thomas Andresen og fortsætter:

“Vi behøver ikke at diskutere om, at forældre og personale i princippet har påpeget, at man har glæde af Aabenraa by, og man ikke opnår det samme ved at flytte til Kruså. Men sagsfremstillingen viser, at der er så mange andre fordele ved at flytte til Kruså.”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev