Annonce

Streetviewbillede af plejecenteret blomstergården

Tema: Overvågning

Overvågning fører til hård kritik af plejecenter


Pårørende til en beboer på plejecenteret Blomstergården har lavet skjulte optagelser, der vidner om en hård tone. En vanskelig sag, mener formand for sosu-sektoren i FOA Karen Stæhr.

Annonce

Pårørende kritiserer personalet på plejecenteret Blomstergården, efter at de har lavet skjulte optagelser, der viser, at tonen er hård. Google Streetview, 2009.

Af Andreas Hemme
Journalist

Annonce

Plejecenteret Blomstergården i Sorø Kommune møder kritik fra pårørende til en 84-årig dement beboer. Beboerens datter og niece har gennem flere måneder aflyttet den 84-åriges plejebolig, da de mistænkte personalet for ikke at udføre den nødvendige pleje, skriver TV 2.

På optagelserne har de pårørende blandt andet hørt personalet sige ”nu vil jeg fandme ikke håbe, hun har skidt”, inden de skulle skifte beboerens ble, og i en anden situation er der grinende blevet sagt: ”skal du snart ha’ et klap i røven?”

Datteren har flere gange klaget til ledelsen og kommunen, og det førte i februar til et ekstraordinært tilsyn med plejecenteret. Tilsynsrapporten, som TV 2 ØST har fået aktindsigt i, konkluderer, at borgerne på demensafsnittet får leveret en tilfredsstillende pleje og omsorg.

”Den rapport er et kvalitetstilsyn, og den har intet at gøre med vores klagesag. Vi forstår simpelthen ikke, hvordan de kan få strikket sådan en lyserød rapport sammen,” siger datteren til TV 2.

En vanskelig sag

Formand for social- og sundhedssektoren i FOA Karen Stæhr mener, at det er en vanskelig sag.

”Det er vigtigt at sige, at det er helt uacceptabelt, at man taler grimt om mennesker, som man er ansat til at drage omsorg for. Men jeg synes også, at vi er nødt til at nuancere debatten, inden vi går over i Facebook-fordømmelse,” siger hun til Fagbladet FOA.

Karen Stæhr siger, at hun ikke vil forsvare medarbejderne, men at det er vigtigt at gå bag om og se på, hvad der kan føre til en situation som denne. Hun mener, at der er mange faktorer, der kan spille ind, som kan føre til en forråelse af miljøet på arbejdspladserne.

”Vi ved, at der har været rigtig mange besparelser på ældreområdet, og man gør altså faget fortræd, ved hele tiden at spare og så tro, at medarbejderne altid kan håndtere det psykisk. Vi vil også hjælpe og støtte de medlemmer, vi repræsenterer, så vi er nødt til også at kigge på en situation som denne og spørge, hvad kan vi gøre?” siger Karen Stæhr.

Problematisk fremgangsmåde

Fremgangsmåden med at de pårørende laver skjulte optagelser er problematisk, mener Karen Stæhr.

”Jeg bryder mig overhovedet ikke om, at man overvåger medarbejdere på den måde. Det er godt nok borgerens eget hjem, men i situationen er det også medarbejdernes arbejdsplads. Derfor bør man ikke benytte skjulte optagelser, det skaber alt for meget mistillid,” siger hun til Fagbladet FOA.

TV 2 ØST sendte lydfilerne til kommunen, hvilket førte til, at en medarbejder er blevet afskediget på grund af uacceptabel adfærd, skriver TV 2.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev