De sidste overenskomstfornyelser er netop faldet på plads tirsdag eftermiddag, og generelt er formand for fagforbundet FOA, Dennis Kristensen, godt tilfreds med resultaterne.
For langt den største del af lønmodtagerne på FOAs private overenskomster betyder de nye aftaler en lønstigning på 2,50 kroner i timen om året. 7,50 kroner i alt over de tre år, de nye overenskomster dækker.
Det betyder samlet lige over 1.200 kroner mere om måneden for en fuldtidsansat efter marts 2019. Det svarer til en lønstigning på næsten 15.000 kroner om året.
”Det ser fornuftigt ud. Det er ikke bladguld på garageporten, men det er fornuftige lønstigninger,” siger Dennis Kristensen.
Børnefamilier får flere rettigheder
I samtlige overenskomstforlig har børnefamilierne fået forbedringer.
Barnets første sygedag er nu dagen, efter en medarbejder er taget hjem for at tage sig af sit syge barn. Indtil nu har det været tolket sådan, at det var dagen, hvor medarbejderen tog hjem, der var barnets første sygedag.
”Børnefamilierne er stærkt pressede i disse tider, hvor produktivitets- og effektivitetskravene stiger. Derfor er vi glade for, at der er blevet givet nogle rettigheder her,” siger Dennis Kristensen.
Flere seniorfridage og styrkede tillidsrepræsentanter
Seniorerne har fået nogle valgmuligheder, der gør, at de kan få op til 32 seniorfridage, og tillidsrepræsentanterne er blevet styrket på en række områder.
”De er både blevet styrket i forhold til deres direkte indflydelse, og der er blevet indført honorering for tillidsrepræsentanterne, der både bruger arbejdstid og fritid på deres tillidshverv,” siger Dennis Kristensen.
Det største slagsmål i forhandlingerne har været, at arbejdsgiverne ville tage én krone af den generelle lønstigning på 7,5 kroner og lægge den ud til lokale forhandlinger.
”Vi har sat hælene i. Vi er vant til lokale lønforhandlinger i det privat, men det har været en kluntet og amatøragtig model, man har fremlagt. Så vi er glade for, at vi har holdt FOAs overenskomster fri,” siger Dennis Kristensen.
Medlemmerne skal stemme om resultatet
Inden for kort tid skal FOAs medlemmer tage stilling til, om resultatet er godt nok.