April 2016. Social- og sundhedsassistent Annie Nielsen sover dårligt. Hun har svært ved at falde i søvn og vågner mange gange i løbet af natten. Og så er der halsbranden. Den svier næsten konstant, og hjertet banker indimellem alt for hurtigt. Sådan har det været i et halvt års tid.

På Plejecentret Solterrasserne i Valby, hvor hun har været ansat de seneste 11 år, bliver der informeret om et nyt tilbud – Sundhedskompasset, som er udviklet i samarbejde mellem FOA og pensionsselskabet PenSam.

”Vi blev opfordret af vores arbejdsmiljørepræsentant og afdelingsleder til at tage en test på nettet, og vi måtte gerne gøre det i arbejdstiden,” siger Annie Nielsen.

Ja til tovholder

Hun udfylder testen, og den viser, hvad hun inderst inde godt ved. Stressniveauet er i det røde felt. Derfor får hun en mail fra PenSam om, at hun kan få en personlig tovholder. 

”Gider jeg det? Og hvad skulle det hjælpe,” er Annies første reaktion, da hun læser mailen. Efter lidt tid når hun frem til, at der ikke kan ske noget ved at prøve, og det har hun ikke fortrudt. Siden da har hun haft fire telefonsamtaler af en times varighed med sin tovholder, en socialrådgiver med speciale i stresscoaching. 

Siger oftere nej

"Det har givet meget mere, end jeg havde forestillet mig. Jeg havde ikke forventet, at det kunne være så befriende at tale med en udefra. Tovholderen har givet mig nogle redskaber til at håndtere mit arbejde, så det ikke fylder så meget. Tidligere er jeg stået op om natten for at skrive mails til mig selv om alt det, jeg skulle huske på arbejdet dagen efter,” siger Annie Nielsen.

For den 59-årige sosu-assistent har det især været en udfordring at sige nej. Som en af de erfarne medarbejdere har hun raget opgaver til sig. Taget ansvaret på sig, når der ikke var blevet bestilt medicin, eller de nye hjælpemidler ikke var nået frem. 

”Jeg har tit tænkt: ’Jeg gør det bare selv, for så ved jeg, at det bliver gjort ordentligt.’ Nu øver jeg mig på at uddelegere. Og inden jeg påtager mig en ny opgaver, tæller jeg til ti og tænker over, om jeg har tid til det. Hvis ikke, holder jeg min mund. Eller prøver i hvert fald,” griner Annie.
 

Skriver stressdagbog

Et af de redskaber, der har hjulpet Annie, er en stressdagbog. Her har hun noteret, hvad der fylder på arbejdet – alt fra opgaver til konflikter med kolleger. Bagefter har hun reflekteret over, hvad hun kunne have gjort anderledes. Eller hvad hun gjorde godt i situationen. Refleksionerne og samtalerne med tovholderen har gjort hende mere klar til at sige fra.

”Vi havde en afløser, der ikke fik gjort arbejdet ordentligt. Jeg kunne ikke stå inde for det – især ikke når jeg var ansvarshavende hver tredje weekend. Tidligere ville jeg sige: ’Ok, så prøver vi igen og giver hende endnu en chance. Men denne gang holdt jeg fast og sagde til min leder: ’Nej, det går virkelig ikke', og så blev det sådan.” 

Kolleger tager mere ansvar

Selv om Annies helbred har haft godt af den nye stil, har det ikke været uden omkostninger. Kollegerne har skulle vænne sig til en mere kontant Annie.

”Hvis jeg ser en sårbandage, der ikke er blevet skiftet, siger jeg det til den medarbejder, der burde have gjort det. Før ville jeg have bidt det i mig og klaret det selv. Det bliver ikke altid så godt modtaget. Nogle føler sig irettesat, selv om jeg prøver at sige det pænt og aldrig, mens andre hører det.”

Alligevel oplever Annie Nielsen, at det bevæger sig i den rigtige retning.

”Specielt de nye kolleger tager meget ansvar. Dels er de dygtige, og dels er jeg bevidst om ikke at blande mig for meget og ’tage over’. Så meget har jeg da lært.” 

”Jeg synes bare, at alle skal tage den test”

Annie Nielsen er ikke i tvivl om, at forløbet med tovholderen har sparet hende fra en sygemelding. 

”Jeg var så påvirket af den manglende søvn og havde konstant halsbrand. Derfor har jeg også opfordret alle på min arbejdsplads til at tage testen. Det kan være et skridt i den rigtige retning, hvad enten det handler om stress, rygning, kost eller alkohol.”