Annonce

Mand truer kvinde.

Tema: Vold i psykiatrien

Tæv og økonomisk udnyttelse af psykisk syge er dagligdag på bosteder


Vold og økonomisk udnyttelse er hverdag på bosteder. Alene på de tre første måneder af 2016 var der 39 tilfælde af tyveri, indbrud og afpresning på Lindegården.

Annonce

På nogle bosteder udsættes beboerne meget ofte for vold og økonomisk udnyttelse af en lille gruppe stærke medbeboere. Colourbox

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

Annonce

Vold, trusler og økonomisk udnyttelse er hverdag for flere af de svageste beboere på landets socialpsykiatriske bosteder. Det viser en aktindsigt, som Fagbladet FOA har fået i politiets arbejde med forsorgshjemmet Saxenhøj samt de tre socialpsykiatriske bosteder Blåkærgård, Ringbo og Lindegården. 

Kort før drabet blev en beboer på Lindegården fx. slået med en ‘lysestage, stukket med en grensav/kniv, sparket på krop og hoved, samt trampet på hovedet’, skriver Midt og Vestsjællands Politi. 

“Det er et problem, at beboerne er udsat for alle mulige typer kriminalitet. Både fra andre beboere og fra folk udefra, der udnytter dem. Hvis man ved, at der er kriminalitet et sted, og der er svage mennesker indblandet, så bliver de ofte selv ofre for kriminaliteten,” siger Torsten Bjørn Jacobsen, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab.

Den beboerrelaterede vold er ifølge notaterne fra politiet mindst lige så alvorlig og omfangsrig, som volden mod personalet på bostederne.

Læs også: Åbenlyst narkosalg på bosteder

Frarøvet over 200.000 kroner
Dokumenter fra politiet viser, at flere beboere udsættes for berigelseskriminalitet. Alene de tre første måneder af 2016 var der på bostedet Lindegården 39 tilfælde af tyveri, indbrud og afpresning på beboernes værelser. 

Flere beboere får over perioder lænset deres dankort eller stjålet deres medicin på bostederne. Beløbene, der bliver stjålet, svinger fra et par hundrede kroner op til fem - og sekscifrede beløb. 

I et tilfælde får en psykisk syg stjålet et ‘kontantbeløb på mellem 200.000 - 400.000 kroner som forurettede har hævet fra sin pensionsopsparing gennem nogle år og haft liggende i sit skab. Forurettede kunne ikke huske det præcise beløb. Pengene er bekræftet via kontaktperson,’ skriver Midt og Vestsjællands Politi blandt andet om episoden.

Læs også: Psykiater: Bosteder er 'yngleanstalt' for retspsykiatriske patienter

Selvom bostederne er åbne institutioner og beboerne frie mennesker, så har kommunerne et ansvar, påpeger Institut for Menneskerettigheder.

“Det er staten, der er forpligtet til at sikre, at denne form for udnyttelse, vold og misbrug ikke finder sted. Det er den kommune, der er ansvarlig for bostedet, der skal påse, at der ikke sker krænkelser af blandt andet Handicapkonventionen på bostedet, også selvom det er privatpersoner, der begår dem,” skriver Signe Hinz Andersen, specialkonsulent hos Institut for menneskerettigheder.

Tvinges i hjemløshed

Vold, tyverier og afpresning er konstant at finde i politiets notater fra bostederne fra 2007 og frem til i dag, men både alvorligheden og hyppigheden af episoderne, ser ud til at tage til. Forbrydelserne gør især de svage beboeres hverdag hård. 

“Vi ser, at dem, der kan, de flygter derfra. De flytter ud i almene boliger eller ud på gaden. Det er en gøgeungeeffekt, hvor de svageste skubbes længere væk fra den hjælp, de har brug for på bostederne,” siger  Knud Kristensen, formand for de sindslidende og pårørendes talerør, SIND.

Han er forarget over, at sindslidende mennesker, der har brug for hjælp, bliver henvist til et bosted, hvor de efterfølgende udsættes for overgreb. 

“Det er jo helt i strid med principperne i velfærdssamfundet, at vi placerer de svageste mennesker i samfundet i et regi, hvor de bliver udsat for en behandling, der næsten gør mere skade end gavn,” siger Knud Kristensen.

Læs også: Psykisk syge voldtaget på bosteder

Socialminister Karen Ellemann (V) har ikke ønsket at svare på spørgsmål i sagen men skriver i en mail gennem sine pressefolk, at regeringen arbejder på at forbedre sikkerheden for beboerne på botilbud.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev