Gennem de seneste tre måneder har FOA forsøgt at indgå overenskomst med det private plejefirma DK-Pleje for at sikre medarbejderne de løn- og ansættelsesvilkår, der er gældende på det private marked for hjemmehjælp.
Det har ledelsen i DK-Pleje gentagne gange afvist, og derfor gik den konflikt, som FOA varslede i juni, i gang torsdag den 1. september. Det er første gang, at der iværksættes en konflikt mod en privat virksomhed på plejeområdet.
Formålet er at få firmaet til at indgå en overenskomst med FOA, fordi FOA overenskomstdækker pleje- og omsorgsområdet i Danmark og har tre landsdækkende overenskomster, som gælder private firmaer på dette område.
Må ikke arbejde
Konflikten betyder, at FOA-medlemmer i DK-Pleje er i strejke fra i dag. De kommunale jobcentre må heller ikke anvise arbejdskraft til DK-Pleje.
3F, HK og Dansk Metal starter samtidig sympatikonflikt. Det indebærer, at DK-Pleje ikke kan få eksempelvis repareret biler af mekanikere på værksteder, der har overenskomst med Dansk Metal. Og firmaet vil heller ikke kunne få hentet og bragt vasketøj af 3F'ere i virksomheder, der er overenskomstdækket af 3F's transportgruppe.
Også de lagre, hvorfra der sendes sygeplejeartikler som handsker og bleer, er omfattet af sympatikonflikten.
Fyret af tre kommuner
DK-Pleje er i løbet af de seneste måneder blevet opsagt i kommunerne Høje Taastrup, Brøndby og Lyngby-Taarbæk, efter det blandt andet er kommet frem, at firmaet har haft ansat en sygeplejerske uden autorisation.
Læs også: Sygeplejerske uden autorisation i DK-Pleje
Fagbladet FOA har gennem en række artikler afdækket adskillige kritisable forhold hos DK-Pleje. Blandt andet hvordan borgere er blevet snydt for den tid, de skal have, og hvordan medarbejderne arbejder langt ud over almindelig arbejdstid uden at få betaling for overarbejde.
Du kan finde artiklerne på temaet "Konflikt mod DK-Pleje".
DK-Pleje har fortsat opgaver med privat hjemmepleje i kommunerne Gentofte, Gladsaxe og Herlev.
Se forskellene på løn og arbejdsvilkår
DK-Pleje har for nylig indgået en virksomhedsaftale med KRIFA. En sammenligning mellem virksomhedsaftalen og overenskomsten mellem FOA og Dansk Industri viser, at der er i gennemsnit er 7,7 procent forskel på, hvad medarbejderne i DK-Pleje tjener i forhold til medarbejdere på DI/FOAs overenskomst.
Se forskellene på FOAs hjemmeside.