I kommuner, der har været ramt af konkurser i hjemmeplejen, dropper flere ældre nu hjælpen fra private plejefirmaer. Det viser tal fra 19 kommuner, som Fagbladet FOA har fået aktindsigt i.
I kommunerne er antallet af borgere, der er visiteret til personlig pleje, og som har valgt et privat plejefirma, skrumpet med mere end en femtedel. Første januar sidste år fik 3.587 borgere deres hjælp af et privat plejefirma. På årets første dag var tallet nede på 2.778.
“Konkurser har skabt utryghed for både de ældre og pårørende. Hvis man har oplevet en konkurs, kan jeg godt forestille mig, at nogle tænker ‘Det skal jeg i hvert fald ikke prøve igen’, og så vælger den kommunale hjemmepleje, som jo ikke går konkurs,” siger sektorformand i FOA Karen Stæhr til Fagbladet FOA.
Stort fald i Hjørring
De 19 kommuner var alle ramt af en konkurs i løbet af 2015. I Hjørring - hvor plejefirmaet Kærkommen gik konkurs - er antallet af plejekrævende borgere hos private firmaer faldet med mere end 60 procent, mens antallet af borgere i den kommunale hjemmepleje er steget.
“Jeg er ikke overrasket. Borgerne ved, at den kommunale hjemmepleje også er der i morgen. Derfor, tror jeg, at mange borgere nu har valgt kommunen,” siger Lilli Damsgaard til Fagbladet FOA. Hun er formand for ældreudvalget i Hjørring Kommune.
Konkurserne har dermed sat en stopper for væksten af borgere i private plejefirmaer, som ellers skete i hovedparten af de 19 kommuner fra 2014 til 2015, hvor de fleste kommuner samtidig oplevede, at antallet af ældre hos den kommunale hjemmepleje skrumpede.
Nu er udviklingen vendt på en tallerken. Fra 2015 til 2016 er andelen af borgere visiteret til personlig pleje, som har valgt en privat leverandør, nemlig faldet i 15 ud af de 19 kommuner.
Stik modsat
Det seneste års udvikling i de 19 konkursplagede kommuner er stik modsat de senere års tendens på området. Andelen af borgere visiteret til personlig pleje hos private firmaer har nemlig været støt stigende, viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik.
Fra 2009 til 2014 steg andelen af borgere, der modtager personlig pleje fra private leverandører, med mere end 10 procentpoint på landsplan, og udgjorde 34 procent i 2014.
Fakta: Det viser tallene
I januar 2014 havde 3.061 ældre visiteret til personlig pleje valgt at få hjælpen af en privat leverandør.
I januar 2015 var antallet steget til 3.587, mens det i januar 2016 var faldet til 2.778. Tallene er fra 19 kommuner, der alle var ramt af mindst én plejekonkurs i 2015.
Det samlede antal borgere, der var visiteret til personlig pleje i de 19 kommuner, faldt fra 2015 til 2016 med 428 borgere - fra 21.152 til 20.724.
Kilde: Data fra 19 konkursramte kommuner, som Fagbladet FOA har fået aktindsigt i.