For knap to år siden var Tina Pamperin og Virpi Nielsen ansat som husassistenter og hospitalsmedhjælpere på Afdelingen for Mave-, Tarm- og Leversygdomme på Herlev Hospital.
Deres opgave var at vaske det dyrebare udstyr, der bruges til kikkertundersøgelser på det kirurgiske afsnit.
De er stadig ansat på samme afsnit. Deres opgaver har heller ikke ændret sig. Men alligevel er alt ikke det samme som før.
De har fået nye titler og kan nu kalde sig endoskopiassistenter. Og de oplever, at læger og sygeplejersker møder dem med større respekt for deres faglighed end tidligere.
”Før var vi sådan nogen, der bare var der. Vi var de oversete. De glemte,” siger Tina Pamperin og Virpi Nielsen.
Hverdag præget af småbrokkerier
Forandringerne tog fart, da Sara C. Rønholt som nyansat oversygeplejerske læste de seneste trivselsmålinger og noterede, at afsnittets fire hospitalsmedhjælpere – Tina Pamperin og Virpi Nielsen og to kolleger – løbende gav udtryk for, at arbejdsmiljøet kunne være bedre.
Sara C. Rønholt talte med dem og analyserede arbejdsgangene. Og hun undrede sig blandt andet over, at de fire ikke en gang var enige om, hvorvidt de skulle præsentere sig som skopvaskere, vaskepiger eller noget helt tredje.
”Jeg spekulerede på, hvad det bundede i,” mindes Sara C. Rønholt, som måtte spejde længe for at finde både arbejdsglæde og faglig stolthed.
Den fornemmelse bekræfter Tina Pamperin og Virpi Nielsen sådan set, når de noterer, at der dengang var noget ’småbrokkeri’. De oplevede sig ikke som en del af det samlede team i afsnittet, og det satte sit præg på hverdagen.
”Vi fik bare at vide, hvad vi skulle gøre, og sommetider fik vi bare overarbejde, fordi arbejdet ikke var planlagt så godt,” mindes Tina Pamperin.
Som nyudnævnt oversygeplejerske opdagede Sara C. Rønholt (mf), at det knirkede med arbejdsmiljøet i det kirurgiske afsnit. Næsten to år senere håber hun, at Tina Pamperin (tv), Virpi Nielsen og deres kolleger oplever, at hverdagen er blevet sjovere.
Rasmus Hargaard Breum
En fast del af teamet
Det ændrede sig stille og roligt i takt med, at afsnittet – med Sara C. Rønholt bag rattet – har kigget på arbejdsgange og rutiner.
Nu er den enkelte endoskopiassistent hver dag tilknyttet et team af læger og sygeplejersker, som hun arbejder tæt sammen med som en del af flow’et.
Alle kender dagens program, og alle har blandt andet ansvar for, hvornår skoper skal være rengjorte og klar til nye kikkertundersøgelser. Og alle kan løbende følge ændringer på den oversigtstavle, hele afsnittet nu benytter.
Samtidig har endoskopiassistenterne også fået præciseret deres funktionsbeskrivelser, deres kompetencer er i højere grad kommet i spil, deres opgaver er fordelt på fire områder, og de skiftes til at være tilknyttet afsnittets forskellige stuer.
”Det har både givet større retfærdighed og tilfredshed,” siger Virpi Nielsen.
Sidder med den bedste trumf
Forløbet nåede i mål, da Sara C. Rønholt med virkning fra 1. februar fik direktionens tilladelse til at udnævne alle fire medarbejdere til endoskopiassistenter.
Titlerne har ikke – i hvert fald ikke endnu – udløst højere lønninger. Men nu har de i hvert fald ikke jobbet udelukkende af gavn, men også af navn.
”En ny titel lyder måske ikke af så meget, men de har fået den faglige anerkendelse, de fortjener. Og hele afsnittet nyder godt af det tættere samarbejde,” siger Sara C. Rønholt, mens hun venter på, om de seneste to års indsats kan aflæses i de kommende trivselsmålinger.
Det er der noget, der tyder på. Under alle omstændigheder ved de fire endoskopiassistenter, at de sidder med den bedste trumf på hånden. En trumf, der understreger, afsnittets afhængighed af deres indsats:
”Hvis vaskerummet ikke fungerer, får de ingen rene skoper, og så kan de ikke komme videre …”