Annonce

Region Midtjylland foto: Region Midtjylland

Tema: Coronavirus

Regioner skærper Sundhedsstyrelsens krav til hjemsendelse


4 ud af 5 regioner har valgt at skærpe de krav til hjemsendelse af medarbejdere, der har rejst i risikoområder, som Sundhedsstyrelsen tirsdag meldte ud. 

Annonce

Region Midtjylland er en af de regioner, der har valgt, at alle regionens ansatte er omfattet af kravet om hjemsendelse, hvis de har rejst i et område, hvor der er risiko for coronasmitte inden for de seneste 14 dage. Region Midtjylland

Af Mette Boysen
Nyhedsredaktør

Annonce

Landets fem regioner har valgt at håndtere Sundhedsstyrelsens krav om hjemsendelse af ansatte på forskellig vis.

Styrelsen krævede tirsdag, at ansatte på sundheds- og ældreområdet, der har direkte kontakt med syge, ældre og svækkede borgere skal blive hjemme indtil 14 dage efter, de er vendt hjem fra et område med særlig risiko for coronasmitte.

Læs også: Krav til sundhedsansatte: Bliv hjemme, hvis du har rejst i risikoområder

Region Midtjylland og Hovedstaden er de regioner, der har skærpet kravene mest. Her har man valgt, at samtlige ansatte i regionen er omfattet af kravet om hjemsendelse, hvis de er kommet hjem fra et risikoområde inden for de seneste 14 dage.

22 læger sendt hjem fra samme afdeling

Ole Thomsen er koncerndirektør i Region Midtjylland. Når regionen har valgt at udvide den gruppe, der er omfattet af Sundhedsstyrelsens krav om hjemsendelse, skyldes det, at der er mange medarbejdere, der flexer mellem forskellige funktioner:

“Det kan blandt andet være it-medarbejdere, der hjælper i klinikken med it-problemstillinger eller håndværkere, der har tæt interaktion med klinikere,” siger han.

I alt er knap 30 medarbejdere fra forskellige faggrupper i regionen onsdag sendt hjem, fordi de har været i et risikoområde inden for de sidste 14 dage.
På afdelingen for hud- og kønssygdomme på Aarhus Universitetshospital er 22 ud af 28 læger sendt hjem.

“Derfor skal vi undgå al den risiko, vi kan,” siger han.

Han forestiller sig, at der de næste dage vil være flere medarbejdere, der bliver sendt hjem, fordi de kommer tilbage fra et af de områder, hvor der er særlig risiko for coronasmitte. Det kan komme til at berøre patienter.

“Der ser ud til, at der er steder, hvor der kommer til at mangle en til to sygeplejersker, og det kan gå udover de ambulante besøg,” siger Ole Thomsen.

Udvidelse for at undgå smittespredning

I Region Hovedstaden er udvidelsen af gruppen, der kan risikere at blive sendt hjem, ligeledes sket for at undgå smittespredning. Regionen skriver i en mail:

"...at beslutningen om at udvide Sundhedsstyrelsens anbefaling til at omhandle alt personale blev taget for i så vidt muligt omfang at undgå smittespredning - også blandt administrativt personale som fx it-medarbejdere, som jo også er vigtigt for hospitalsdriften."

I Region Syddanmark er alle ansatte på regionens sygehuse og socialinstitutioner omfattet af kravet om hjemsendelse, mens Region Sjælland er ved at afklare, hvordan de vil håndtere kravet.
Kun Region Nordjylland har valgt at følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer i skrivende stund.

Læs også: Kend din ret: Sådan er reglerne, hvis du bliver sendt hjem på grund af corona-virus

Danske Regioner skriver i et notat, at medarbejdere, som bliver sendt hjem, fordi de inden for de seneste 14 dage har rejst i et risikoområde, vil modtage sædvanlig løn. Om muligheden for at arbejde hjemmefra i den periode, står der i notatet:

"De fleste medarbejdere på de regionale arbejdspladser vil ikke kunne arbejde hjemmefra, men i det omfang det er muligt og hvis medarbejderen ikke er syg, bør medarbejderen, efter konkret aftale med arbejdspladsen, udføre arbejdet fra hjemmet."

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev