Flashbacks, dårlig søvn, aggressivitet og en krop i højeste alarmberedskab. Det er nogle af de symptomer, som diagnosen PTSD – eller posttraumatisk belastningsreaktion – bærer med sig. En sygdom, som otte procent af ambulancepersonaler, brandfolk og reddere opfylder diagnosekriterierne for, og som 22 procent er i risiko for at udvikle. Det viser en ny medlemsundersøgelse fra FOA.
De tal er ingen overraskelse for Klaus Søndergaard. Han
44 år, og de sidste 25 af dem har han brugt hos Hovedstadens Beredskab, hvor han arbejder i delt tjeneste som både brandmand og ambulanceredder. Han er tillidsrepræsentant og en ’gammel rotte i faget’, som han siger. Han tror derimod, at der er flere med PTSD og PTSD-lignende symptomer, end undersøgelsen giver udtryk for.
Selv er han aldrig blevet diagnosticeret, men genkender symptomerne. Især hvordan nogle oplevelser på jobbet står helt skarpt i hukommelsen, flere år efter de er hændt. Hvordan billeder af tidligere ulykker popper op i hovedet, når han er på vej i ambulancen til nye. Hvordan han hurtigt kan komme til at vrisse af sine børn eller i yderste konsekvens af nogle patienter, når overskuddet er i bund.
Han kender til følelsen af, at ”rygsækken er helt fyldt.”
Men ’en fyldt rygsæk’ kommer ikke kun af voldsomme biluheld eller dødsulykker, fortæller Klaus Søndergaard. Det, der gør udfaldet, mener Klaus, er en kombination af voldsomme ulykker, situationer, der koster meget på empatikontoen, og et presset arbejdsmiljø, der gør det svært at holde pause og få pustet ud. De episoder, der har klæbet sig til hukommelsen, er både de voldsomme dødsulykker, men også de mere fredelige, men følelsesmæssigt krævende situationer.
En af de episoder, Klaus Søndergaard husker tydeligst, var, da han stod på et plejecenter med en terminal kræftpatient, som var meget dårlig. Vedkommende havde ingen pårørende at sige farvel til, så Klaus og hans kolleger blev de sidste mennesker, patienten så, inden han døde. Klaus holdt ham i hånden, mens han åndede ud.
En anden episode, der står glasklart i hukommelsen, er en episode med KOL-ramt patient, som Klaus havde med i ambulancen.
”Hun sad i sengen, og jeg sad ved siden af og holdt hende i hånden, mens hun fik medicin. Hun lænede sig op ad mig på præcis på samme måde, som min mor gjorde, da hun gik bort, og sagde, at hun ikke ville livet mere. Hun ville bare have fred. Jeg husker turen, som var det i går, men det er 3-4 år siden,” siger Klaus Søndergaard.
”Og det er sådan nogle ting, der kræver meget af os og gør, at vi kommer på prøve. Det kan man ikke læse om i en bog. Det kræver stor empati, overskud og livserfaring. Men når man har meget livserfaring og har oplevet det så mange gange som mig, er man i større risiko for, at det sætter sig på et tidspunkt,” siger han.
”Det behøver ikke være en vejsidebombe, der gør, at rygsækken bliver fyldt,” siger Klaus Søndergaard.
Svært at være forberedt
En ambulancetur, hvor man skal være til stede i et menneskes sidste timer, kan blive fulgt af et stort trafikuheld fem minutter senere. Eller et hjertestop hos et ungt menneske med pårørende omkring sig. Eller et druknet barn. Den omskiftelige hverdag er et arbejdsvilkår, men en udfordring, fordi tingene ofte skal gå så stærkt, at de nogle gange ikke når at sætte sig ind i, hvad de skal ud til næste gang, fortæller Klaus.
”Jeg husker tydeligt en vagt, hvor jeg møder op, og mens jeg får mit udstyr og min professionelle facade på, ringer alarmen, og vi må køre afsted til et trafikuheld med det samme. Vi når ikke at få en melding om, hvad det er for et slags trafikuheld, men da vi kommer derud, ser vi en mor klemt fast under bilen. Ved siden af ligger en lille, rød barnecykel,” siger Klaus Søndergaard.
”Vi når slet ikke at forberede os på, hvad vi nu skal se. Min kollega må simpelthen give op. Han giver mig sit udstyr og sin saks og siger ’prøv at høre, jeg kan ikke mere.’ Så jeg må både hjælpe ham og klare opgaven. Når jeg tænker på det, kan jeg stadig mærke varmen fra blodet, da vi løfter moderen væk, som er omkommet. Barnet overlevede heldigvis,” siger han og fortæller, at han altid tænker tilbage på situationen, når han kører forbi stedet, hvor ulykken skete.
Forringet arbejdsmiljø
Blod og blå blink er en ufravigelig del af jobbet, når man arbejder med at redde menneskeliv. Men de seneste 5-6 år er arbejdsmiljøet hos Hovedstadens Beredskab, hvor Klaus Søndergaard arbejder, blevet kraftigt forringet, fortæller han. Og det både stresser og presser ham og kollegerne.
Reglen om, at ambulancen skal have forladt stationen inden for 90 sekunder, når der er udkald, hvis de skal undgå en bod, gør, at nogle kolleger lader være med at drikke for meget vand i løbet af en vagt, så de ikke bliver fanget på toilettet, når alarmen går. Og selvom det ikke er tilladt, varmer redderne mad og går på toilettet ude på hospitalerne, fordi de ikke er bundet af 90-sekunders reglen der. Oveni alt det, er der lige nu en stor mangel på reddere i Region Hovedstaden.
”Effektivitetskravet på vores vagter er helt klart med til at presse os. Vi har ikke tid til pauser, og det er en kæmpe stressfaktor,” siger Klaus Søndergaard.
Ask Elklit er professor, forsker og leder på Videnscenter for Psykotraumatologi på Syddansk Universitet. Ifølge ham er ambulance- og brandmandsfaget et udsat fag, fordi de ansatte ser nogle ting, som kan sætte sig på sjælen. Og hvis arbejdspresset er så stort, at der ikke er tid til, at man får debriefet og bearbejdet de hårde oplevelser, kan det være en farlig cocktail.
”Symptomerne på PTSD er udløst af voldsomme situationer i sammenhæng med et højt arbejdspres. Når du har været ude til noget meget voldsomt og har afleveret en dårlig patient, kan det være, at du skal videre fem minutter efter uden en pause. Det har de konsekvenser, at episoden bliver lagt om i baghovedet, men bliver ved med at fylde,” siger han.
Det kan have den konsekvens, at oplevelserne dukker op, når man endelig har fri og kan slappe af, fortæller Ask Elklit.
”Så hører man et skrig, genkalder en situation eller tænker på, hvad man kunne have gjort bedre. Hvis man gør det over en længere periode, kan vi se i forskningen, at der er en kumuleret effekt, som gør, at dem, der har mange episoder, har større risiko for at udvikle PTSD,” siger han og fortæller, at det ikke er usædvanligt, at ansatte med PTSD-symptomer på baggrund af en forholdsvis ’lille’ episode går ned med flaget, fordi belastningen har bygget sig op over tid.
”Det er vigtigt, at man kommer af med det med mellemrum. At man får noget supervision eller en form for hjælp til at få det bearbejdet,” siger Ask Elklit og understreger vigtigheden i, at det bliver en systematiseret og skemalagt del af reddernes hverdag at få snakket tingene igennem, så den enkelte ikke selv skal opsøge hjælp.
Hos Hovedstadens Beredskab er der mulighed for at få eksempelvis psykologtimer eller debriefing efter voldsomme ulykker. Men det er ikke altid, at der bliver fulgt ordentligt op, fortæller Klaus Søndergaard.
”Vi får ikke bearbejdet alle følelser, men vi får luftet de svære ting for hinanden. Når man for eksempel kører fra en voldsom situation, tager man lige en snak med sin makker. Men spørgsmålet er, om vi får luft nok. Især når man tager alle de hændelser i betragtning, vi er ude for. Vi er gode til at sige ’videre, næste tur’. Arbejdet og ansvarsfølelsen kan være svær at bære rundt på. Og jeg skal ikke tage det med mig hjem, for så får jeg sgu mavesår. Men det er svært at lade være,” siger han.
”Vi er ikke gode nok til at bede om hjælp, og ledelsen er ikke gode nok til at se, om vi har brug for hjælp.”
FOA: Et wakeupcall til arbejdsgiverne
De lange vagter, manglen på pauser og at stå med andres liv i hænderne under et stort tids- og arbejdspres kender næstformand i Teknik- og Servicesektoren i FOA, Thomas Brücker, alt til. Han har selv arbejdet som både paramediciner og brandmand i Hovedstadens Beredskab i 21 år.
Problemet er ikke nyt, men den nye undersøgelse bør få arbejdsgiverne op af stolen omgående, mener han.
”En tredjedel af vores ambulance- og brandfolk enten har PTSD eller er i risiko for at få det. Det er rigtig mange, og det skal vi gøre noget ved nu. De her tal bør være et wakeupcall for arbejdsgiverne. Vi skal simpelthen have tilført området nogle ressourcer. Det er det første og største problem, der skal løses,” siger han.
”Der skal være mulighed for, at redderne skal kunne tømme rygsækken, og der skal vi finde den bedste løsning. Måske individuel, obligatorisk supervision eller lignende, afhængigt af, hvad der har den bedste evidens. Det skal ses på omgående,” siger han.
”Det er arbejdsgivernes ansvar, og det skal de ikke løbe fra,” siger sektornæstformand Thomas Brücker.
Hovedstadens Beredskab: Vi anerkender fuldstændigt
Operationschef og indsatsleder i Hovedstadens Beredskab Tim Ole Simonsen "anerkender fuldstændigt", at arbejdspladsens medarbejdere er udsat for både voldsomme episoder i og et hårdt arbejdspres. Han fortæller, at de har været opmærksomme på problemet i en årrække.
- Passer I godt nok på jeres medarbejdere?
”Det bliver hverken et ja- eller nejsvar. Når hver tredje cirka svarer det, som tallene her viser, så må svaret jo være nej. Omvendt vil tallene, når man tager vores arbejdsopgaver i betragtning, nok aldrig kunne være nul. Vi forsøger at gøre det, vi kan, for at passe på vores medarbejdere og have et godt og trygt arbejdsmiljø. Vores grundholdning er, at der ikke er nogen, der skal blive syge eller have det dårligt af at gå på arbejde,” siger Tim Ole Simonsen.
Der findes både en kollegastøtteordning og et stående tilbud om professionel hjælp, som man selv kan bede om eller få anbefalet, fortæller operationschefen. Dog er der nogle ting i arbejdsmiljøet, som er sværere at rette op på.
”Vi er underlagt nogle kontraktlige forhold med Region Hovedstaden, så mulighederne for at ændre på vores arbejdsmiljø er ikke ude af vores hænder, men de ligger primært hos regionen. Vi er i løbende dialog med Region Hovedstaden om de her punkter, og vi har rejst problemet overfor dem,” siger Tim Ole Simonsen og henviser til pauseproblemet, 90-sekundersreglen og det generelt store arbejdspres.
Hovedstadens Beredskab er på vej med en folder om PTSD, som skal gøre de ansatte mere opmærksomme på symptomer og mulighederne for hjælp.
Færdig med ambulancetjenesten
For Klaus Søndergaard lakker hans dage som ambulanceredder mod enden. Hovedstadens Beredskab har tabt udbuddet om ambulancekørsel, og i februar 2023 overtager Falck ambulancekørslen i København og omegn. Derfra bliver det ikke længere muligt at arbejde i delt tjeneste som både brandmand og ambulanceredder, som Klaus gør i dag.
Derfor har han fået lovning på, at han overgår til at arbejde fuldtid i brandtjenesten, som stadig kommer til at blive driftet af Hovedstadens Beredskab.
Han glæder sig, men kommer også til at savne afvekslingen i hverdagen, hvor han både slukker ildebrande og redder menneskeliv. Og så frygter han for, at de medarbejdere, der skal til at køre ambulance fuld tid, kommer til at lide endnu mere under det hårde arbejdspres, end han har gjort. Det har nemlig været en fordel for ham at veksle mellem brandvagter og ambulancevagter, fordi ambulancevagterne har været de hårdeste.
”Jeg frygter virkelig, hvordan arbejdsmiljø blandt ambulanceredderne ser ud om ti år, hvis vi ikke får rettet op på det nu,” siger han.
Region Hovedstaden: Vi er i dialog
Lars Gaardhøj (S), som er regionsrådsformand i Region Hovedstaden fortæller, at det gør indtryk på ham at høre, at nogle reddere udvikler PTSD af at gå på arbejde.
”Det er noget, man absolut skal tage alvorligt, og det gør jeg også. Det er klart, at ingen skal blive syge af at gå på arbejde,” siger han.
Regionen har nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på, hvordan arbejdsmiljøet og rammerne omkring det kan forbedres.
”Vi er i dialog med Hovedstadens Beredskab om, hvordan vi kan understøtte, at der er nogle gode rammer, så de kan drive ambulance, uden at vi driver rovdrift på redderne. Men jeg anerkender, at det er en presset branche og en presset situation, vi er i lige nu. Ingen tvivl om det,” siger han og tilføjer, at regionen i efteråret erstatter nogle af de ikke-akutte kørsler med siddende patienttransport for at lette presset på akutområdet.
Regionen overtager en del af ambulancedriften fra 2023, og Lars Gaardhøj håber meget på, at redderne i Hovedstadens Beredskab har lyst til at arbejde for regionen til den tid.
”Jeg vil rigtig, rigtig gerne række ud til de dygtige folk i Hovedstadens Beredskab. Vi vil rigtig gerne have dem med over i regionen. Jeg har hørt, hvad de siger, og noget af det, der skal være bærende i den regionale ambulancetjeneste, skal være et godt arbejdsmiljø, som de skal være med til at udvikle,” siger han.
Opdateret med kommentar fra regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S)