Stor overraskelse, tristhed og en uvis fremtid. Sådan beskriver 32-årige ambulanceredder Emil Staunsager de følelser, der ramte ham, da han i onsdags fik at vide, at hans arbejdsgiver, Hovedstadens Beredskab, havde tabt udbuddet om ambulancekørsel i Region Hovedstaden.
”Jeg blev ret ked af det. Både på mine egne vegne og på mine kollegers vegne. For det er en rigtig, rigtig god arbejdsplads. Hovedstadens Beredskab har været et helt unikt sted at arbejde med dygtige ledere og dygtige kolleger med højt fagligt niveau. Og så er det en historisk arbejdsplads, vi siger farvel til. Det havde ingen forventet,” siger Emil Staunsager, som har været ansat siden 2015.
Fra 1. februar 2023 overtager Falck ambulancekørslen i 75 procent af hovedstaden, mens regionen selv hjemtager den sidste fjerdedel. Det betyder, at Emil skal beslutte, om han har lyst til at blive overflyttet. Lige nu er det svært at vurdere, fortæller han.
”Der er kun gået to dage, siden vi fik det at vide, og der er halvandet år til overdragelsen. Så det er svært at sige, hvad jeg skal. Jeg tror måske ikke, at min fremtid bliver i byen. For hvis jeg skal være i byen, skal det være med Hovedstadens Beredskab som arbejdsgiver. Det er svært at forklare helt hvorfor, men de har været utroligt dygtige til at drifte det, fordi de har gjort det i så mange år. Vi bliver støttet på en god måde, administrativt går det godt, og selvom arbejdet er kanonpresset, har de en god forståelse for det,” siger Emil.
Han fortæller, at der blandt kollegerne lige nu hersker en modløs stemning. Halvandet år som coronafrontpersonale med alt for få kolleger, pålagte vagter og ingen mad i arbejdstiden har tæret på dem. Oveni det kom det tabte udbud så som en mavepuster.
”Vi har virkelig kørt på under det store pres i forventningen om, at der kom en forløsning her den 18., hvor vi forventede, at vi ville vinde udbuddet. Men vi tabte. Og det kom oveni, at vi har kørt os selv ned. Så motivationen er bare helt i bund lige nu, og stemningen er forfærdelig,” siger han.
Manglen på reddere bliver værre
Emil fortæller, at hans indtryk blandt sine kolleger er, at mange har det ligesom ham. Hvis de skal køre inde i byen, hvor arbejdspresset er hårdere end længere ude i landet, så skal det være med Hovedstadens Beredskab som arbejdsgiver. Han frygter derfor, at Falck og regionen vil få svært ved at tiltrække reddere.
”Jeg forestiller mig, at der bliver en redderflugt fra byen. Det har fungeret rigtig godt hos os med samspillet mellem ambulancekørsel og brandkørsel, og jeg tror, at dem, der har kørt delt tjeneste som både reddere og brandmænd, kommer til at gå over til at køre brand fast. Og vi er i forvejen underbemandede, så jeg tror, at den nye arbejdsgiver får utrolig svært ved at finde folk,” siger han.
Når overdragelsen sker, bliver det ikke muligt længere at køre delt tjeneste, som mange ansatte i Hovedstadens Beredskab gør lige nu, hvor de både kører ambulance og slukker ildebrande.