Faglig ledelse skal have højere prioritet. Og hele ledelseskæden fra topcheferne i forvaltningen til lederne på de enkelte arbejdspladser skal have målrettet fokus på kerneopgaverne. Det anbefalede Ledelseskommissionen i 2018.
Men ledelseskæden er knækket, fastslår en undersøgelse fra ”Væksthus for ledelse”, der er et samarbejde mellem overenskomstparterne i kommuner og regioner. I undersøgelsen interviewes direktører, chefer og faglige ledere fra seks kommuner og en region, og 80 procent af dem mener, at kerneopgaven får for lidt opmærksomhed i ledelseskæden.
Læs også: Ledere forsøger at få syge på arbejde
”Når kæden ikke hænger sammen, betyder det mangel på helhed. Topcheferne får ikke formidlet deres forventninger til lederne under dem. De har nogle mål, men ikke noget bud på, hvordan man indfrier de mål. Derfor spises de faglige ledere af med en form for ’afvæbnende anerkendelse’, hvor topledelsen udtrykker tillid til, at indsatsen over for borgerne skal lederne og de ansatte nok klare,” siger Søren Voxted, der er lektor ved Syddansk Universitet og blandt andet forsker i faglig ledelse.
Målinger er ikke ledelse
Når målsætningerne kun eksisterer i helt overordnet form, for eksempel at børnene skal trives og udvikles, og de gamle have det godt, bliver ledelse reduceret til spørgsmål om tal: Hvor høj er tilfredsheden, eller hvor mange bade har de gamle fået, og lederne bliver dybest set målt på antallet af klager, mener Søren Voxted.
Læs også: Guide: Forstå din leder - og bliv selv forstået
”Ledelseskæden bliver dermed et sted, hvor man måler, men ikke udøver ledelse. Arbejde med mennesker, relations-arbejde, kræver imidlertid individuelle løsninger. Ledelse her handler om, hvordan vi skaber livskvalitet, udvikling og trivsel overfor det enkelte menneske. Men den fortælling leverer ledelseskæden ikke,” siger han.
Undersøgelsen fra ”Væksthus for ledelse” udpeger syv ledelsesopgaver som helt afgørende for den faglige leder. Og ’ledelse tæt på medarbejderne’ vurderes som den vigtigste. Det giver mange FOA-arbejdspladser en ekstra udfordring.
Læs også: Fire ledere: Sådan spiller vi sammen med vores medarbejdere
”Her er de faglige ledere ofte er langt væk fra de ansatte. Varme hænder skal hele tiden varmes, ellers bliver de kolde. Derfor efterspørger medarbejderne ledere, som de kan være i tæt dialog med,” siger Søren Voxted.