Annonce

Borgmester til pædagogiske assistenter: Vi har brug for jer

Vi kan ikke overholde minimumsnormeringernes ambition om at hæve andelen af uddannet personale i dagtilbuddene, siger borgmester i Rudersdal. Her kan man hverken skaffe pædagogiske assistenter eller pædagoger nok. 

Annonce

Lige som de øvrige kommuner omkring hovedstaden, kan Rudersdal Kommune ikke finde de pædagogfagligt uddannede medarbejdere, kommunen har brug for. Det gælder både pædagoger og pædagogiske assistenter. 'Det nytter ikke noget med en ensidig debat om minimumsnormeringer, når man ikke har nogen at normere med," siger Rudersdals borgmester Jens Ive.  Iben Gad

Af Malin Schmidt
Journalist

Annonce

En pædagogmedhjælper, der ønsker uddannelsen til pædagogisk assistent i Rudersdal Kommune, skal af sted med det samme.

”Det må aldrig ske, at vi står med én, der vil have uddannelsen, hvor vi ikke kan anvise uddannelsen. Det er lige omgående, at vi skal være klar til det,” siger Jens Ive (V), der er borgmester i Rudersdal Kommune og har et alvorligt problem: 

Han kan hverken skaffe pædagogiske assistenter eller pædagoger til kommunens dagtilbud. Også selv om de lovbundne minimumsnormeringer, der skal være indført i 2024 og som skal sikre én voksen til tre vuggestuebørn og én voksen til seks børnehavebørn kræver, at uddannelsesdækningen som minimum fastholdes. 

Læs også: Minimumsnormeringer: Sådan landede de

Går ud over børnene

”Hvad nytter det, at vi opnormerer antallet af pædagogiske assistenter eller pædagoger, hvis vi ikke kan få medarbejderne?" spørger Jens Ive, der er glad for minimumsnormeringerne og synes, det er godt, at der kommer flere økonomiske midler til området.

"Men det hjælper ikke noget at have en ensidig debat om minimumsnormeringer, hvis man ikke har nogen at normere med,” siger Jens Ive om kommunen, der er ekstra hårdt ramt af medarbejdermanglen, fordi børnetallet samtidig er steget, inden han nævner det næste, mere alvorlige problem:

At manglen på pædagogfaglige medarbejdere går ud over børnene. 

”Børnenes første 1.000 dage er så vigtige, og uddannelse er nu engang et afgørende element for at kunne varetage vores børns tarv. Og når de uddannede medarbejdere i højere grad skal coache og give deres viden videre til deres ikke-uddannede kolleger, ja, så tager det tid fra børnene. Det er jeg rigtig ked af. Det er ikke en god udvikling.”

Læs også: Pædagogisk assistent efter aftale om normeringer: Jeg er så klar til at arbejde

Regionalt problem

Og den udvikling er ikke kun noget Rudersdal Kommune, og Jens Ive står i. 

Ifølge Politiken har hverken København, Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Dragør, Herlev, Hvidovre eller Rødovre ud over Rudersdal ansat en ekstra uddannet pædagog. Og på den måde er det, ifølge Jens Ive, et regionalt problem koncentreret i de kommuner i og omkring hovedstaden. 

Et problem, der ifølge formand i Pædagogisk Sektor i FOA, Kim Henriksen skal løses ved en blanding af at uddanne de erfarne pædagogmedhjælpere til pædagogiske assistenter. Ved at skabe gode arbejdspladser, der kan tiltrække kvalificeret pædagogisk personale. 

Og ved at fjerne skrækken for, at man som pædagogisk assistent ikke kan få arbejde. For analyser fra FOA viser, at den tanke fortsat er fremherskende også blandt de pædagogiske assistenter selv. 

Læs også: Klumme: Alle børn skal være med i fællesskabet

Kompetenceudvikling handler om visioner

”Kommunerne må i højere grad end i dag sætte sig ned ved tegnebordet og lave en vision for, hvilket dagtilbud de gerne vil tilbyde børnene, og hvordan de tænker medarbejdernes kompetenceudvikling ind i det,” siger Kim Henriksen og efterlyser, at arbejdsgiverne gør sig klart, hvor medarbejderne kan gøre en større forskel i det pædagogiske arbejde, når de er uddannede. 

"Pædagogiske assistenter kan planlægge aktiviteter, der passer til børnenes alder og kompetencer. De kan tale med forældrene om de pædagogiske visioner i dagtilbuddets arbejde og meget mere," siger Kim Henriksen.

En endnu bedre arbejdsplads

De erfarne pædagogmedhjælpere kan på 42 uger tage uddannelsen til pædagogisk assistent, som der regnet i fuldtidspersoner lige nu er omkring 7.500 af på landsplan. Lige som der i hele landet lige nu er cirka 600 ledige pædagogiske assistenter på dagområdet, som kommunerne kan ansætte for at hive faglærte ind i stedet for ufaglærte. 

Men de ledige findes ikke i Rudersdal, lyder det fra Jens Ive, der understreger, at kommunen forsøger at skabe gode rammer, gode institutioner og gode kollegiale fællesskaber, der gør institutioner attraktive og gør alt for at få uddannet de pædagogmedhjælpere, de kan. 

Gør alt for at opkvalificere

”Vi skal lægge os i selen for at skabe en endnu bedre arbejdsplads, men jeg tvivler på, at det er nok i hovedstadsområdet. Den eneste løsning her er, at der bliver uddannet flere,” siger Jens Ive og peger på, at uddannelserne skal blive langt bedre, og at de pædagogiske fag skal tales op. For det gør de ikke nu. 

”Vi har en lige så stor kærlighed til de pædagogiske assistenter, som vi har til pædagogerne. Det vigtige er, at medarbejderne kan levere på opgaven.”

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev