Annonce

lokalløn, guide

Guide: Sådan får du mere i løn, når du skifter job


Flere skal turde sælge sig dyrt, lyder opfordringen fra to FOA-afdelinger. Og det er ansættelsessamtalen din bedste mulighed for.

Annonce

Teknisk servicemedarbejder, Arne Pino (tv.) på 55 år, er mentor for de nye unge, der tiltræder. Derfor steg han to løntrin ved seneste lønforhandling – et udbytte på små 1.000 kroner om måneden. Victoria Mørck Madsen

Af Joachim Ploug Hansen
Journalist

Annonce

Et jobskifte er for mange en løftestang til at få mere i lønposen. Bare ikke for nok af FOAs medlemmer. Det er erfaringen i FOA SOSU, der organiserer ansatte på social- og sundhedsområdet i 18 storkøbenhavnske kommuner og Region Hovedstaden. Her tilstræber man at forhandle alle nyansættelser og give løntjek ved nyansættelser. Det er nemlig her, der er penge at hente, siger Trine Godager, der er udviklingskonsulent og lønforhandler i FOA SOSU.

”Mange af vores medlemmer nævner slet ikke løn ved jobsamtaler. De er drevet af deres faglighed og ikke af, hvor meget de tjener. Derfor siger de fleste ved ansættelsessamtalen, at de bare skal have, hvad de fik før, og så afleverer de deres tidligere lønseddel til lederen,” siger hun.

Hun anbefaler, at man som nyansat hurtigt finder ud af, hvem ens tillidsrepræsentant er for at få hjælp til en forhandling. For mange er det nemlig svært at tale om løn, er hendes erfaring.

”Men eftersom der mangler kvalificeret social- og sundhedspersonale, kan man godt tillade sig at sælge sig dyrt,” siger hun.

Omsorgsmedhjælper fik 7.000 kroner ekstra

I FOA Frederikshavn er strategien den samme. Her oplever man tit arbejdsgivere, der foreslår, at ansættelse sker på ren grundløn.

”Her skal vi bide os fast og kræve mere i løn for relevant erfaring, uddannelse og kompetencer fra første dag,” siger René Johansen, formand for Pædagogisk Sektor i den nordjyske FOA-afdeling.

”Og det lykkes. For nyligt var der blandt andet en omsorgsmedhjælper, der fik 7.000 kroner ekstra hjem om året på den konto,” tilføjer han.

Her kan du få gode råd til at forhandle løn til ansættelsessamtalen: 

Tal om dine forventninger

Sørg for, at løn bliver en del af ansættelsessamtalen – også selvom din leder ikke bringer det på banen. Du kan for eksempel spørge: ”Hvordan tænker I, at lønniveauet er for en medarbejder med min profil?”

Du kan også få gang i en forventningsafstemning om lønnen ved at spørge ind til stillingens lønbrøk/timetal og antallet af aften/nat- og weekendvagter.

Stil konkrete krav

Du kan eksempelvis nævne, at du i dit nuværende job ligger på et samlet løntrin 24, og at du forventer at stige minimum to løntrin i forbindelse med jobskifte.

Det kan også være, at du har en vis månedsløn, der inkluderer tillæg, som du forventer som minimum at fastholde uanset vagtyper på dit nye job. Vær sikker på, at der enighed om lønnen, inden du siger din nuværende stilling op.

Du har krav på lønforhandling – hvert år

Ud over at forhandle løn ved jobskiftet kan du en gang om året forhandle om lokalløn. Nogle FOA-afdelinger har gode erfaringer med at udsende en blanket medlemmerne, hvor de kan udfylde deres personlige oplysninger og en begrundelse for, hvorfor de skal have lokalløn. Det kan for eksempel være på baggrund af anciennitet, uddannelse, særlige kvalifikationer og kompetencer. Det giver de tillidsvalgte et bedre forhandlingsgrundlag. Derfor er det også vigtigt, at du som medlem udfylder blanketten, hvis du har fået den tilsendt.

Hvad hvis vi ikke bliver enige?

Ikke alle lønforhandlinger ender med enighed – og mere i løn til medarbejderen. I de tilfælde har man hos FOA SOSU gode erfaringer med at lave et uenighedsreferat. Det går ud på, at begge parter – den tillidsvalgte og arbejdsgiveren – underskriver et stykke papir, der erklærer en uenighed, og hvad den handler om, hvis ikke arbejdsgiveren vil overholde fagforeningens lønpolitikker og strategier i forbindelse med lokalløn. Derefter overgår sagen til FOA SOSU, der forhandler videre.

​Kilde: FOA Frederikshavn og FOA SOSU

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev