På SOSU-skolen i Silkeborg er Lone Thorning Jespersen lige blevet færdig som social- og sundhedsassistent,
da hun skal prøve den nye demenssimulator.
Hun får en vest på, og i en højttaler i vestens lomme siger en kvindestemme: ”Jeg vil fortælle dig, hvad du skal gøre under den kommende oplevelse.”
Simulatoren skal give eleverne en forståelse af, hvordan det er at være ramt af en demenslidelse.
Selve simulatoren er indrettet som en privat lejlighed i en container. Men det er ikke en helt normal lejlighed, for ved hjælp af sanseforvrængning og interaktive installationer bliver deltageren udsat for forskellige scenarier, der er med til at skabe forvirring.
Uret går baglæns, høj musik kommer ud af radioen, og der er så mange sanse- indtryk på en gang, at det kan være svært at finde hoved og hale i noget som helst.
”Ved at tage de studerende ud af klasse- værelset til en kulisse, der ligner det, de møder i arbejdet, forsøger vi at komme tættere på den praksis, vores elever skal arbejde i,” siger Kirsten Holm Nielsen, der er underviser på skolen og tager imod Lone Thorning Jespersen, da hun kommer ud efter 20 minutter i containeren.
”Jeg følte mig uden for i mit eget liv. Og jeg blev meget forvirret af, at intet var forudsigeligt. Jeg havde brug for nærvær i situationen,” lyder Lone Thorning Jes- persens umiddelbare reaktion.
Den oplevelse kan hun bruge, når hun i fremtiden skal arbejde med mennesker, der har demens. Også i sin fritid, hvor hun i sin omgangskreds har demens inde på livet.
Tanken bag simulatoren er, at elev og lærer igennem faglige overvejelser kan tale om oplevelsen og finde frem til nye handlemåder i den daglige praksis.
”Der er nogle, der bliver rigtig påvirkede. Særligt en elev blev ligefrem ked af det, fordi vedkommende forstod, hvad de nærmeste gik igennem. Det kan også være med til at motivere til, at man bliver bevidst om, hvordan man kan yde om- sorg for dem på nye måder,” siger Kirsten Holm Nielsen.