“Vi ser ind i en fremtid, hvor Danmark kommer til at mangle uddannet sosu-personale.” Sådan siger Lars Bech-Jørgensen, som er fagleder i Offentligt Privat Samspil hos Dansk Industri.
Men hvis flere unge skal vælge at uddanne sig som social- og sundhedsmedarbejdere, er der brug for at udvise en større tillid til sosu-personalet, så de kan bruge tid på kerneopgaven og ikke på unødig dokumentation.
Hold fokus på pleje og omsorg
Ifølge Lars Bech-Jørgensen vil et fokus på pleje og omsorg give mere albuerum til at sætte kernefagligheden i spil.
“Det handler om større tillid til medarbejderne,” siger han og fortsætter:
“De skal have mulighed for at bruge deres uddannelse til at yde pleje og omsorg. Det kan være, at de løser opgaver, man med fordel kunne lade andre faggrupper tage sig af, så de bruger mest muligt af deres tid på kerneopgaven,” siger han.
-Ville en større tillid til medarbejderne øge respekten for faget?
“Der er ikke én ting, der gør det. Der er mange ting, der skal gøres anderledes. Men der har været en tendens til at tale faget ned, og der er behov for at tale det op. Det er en enormt vigtig funktion, og det skal vi huske at anerkende, og vi skal huske at sige det højt,” siger Lars Bech-Jørgensen.
Netop nu forhandles der om en ny overenskomst på det private område - herunder for social- og sundhedsassistenter og -hjælpere på det private område.
-Hvad betyder løn i forhold til, hvor attraktivt det her fag er.
“Det kan jeg ikke sige noget om,” siger Lars Bech-Jørgensen.
- Det kan du ikke sige noget om, eller det vil du ikke sige noget om lige nu?
“Det er nok begge dele,” siger Lars Bech-Jørgensen.