De fleste af os elsker en roman eller en film med et godt plot og spændende personer. Færre tænker over, at deres eget liv også er sådan en fortælling, hvor et langt livs arbejde kan have en væsentlig plads.
“Familie og børn spiller generelt en stor rolle i livsfortællinger, men det gør arbejdet også. For det er i høj grad arbejdet, der giver danskerne identitet,” siger Marianne Horsdal, professor emerita ved Syddansk Universitet.
Generationsforskelle
Hun har hørt en masse menneskers livsfortællinger og har forsket mange år i emnet.
Læs også: Højere grundløn for alle: Her er slutresultatet for medlemmer i Teknik- og Servicesektoren
“Når folk fortæller om deres liv, beretter de ikke så meget om enkelte episoder. De fortæller om fællesskaber og om deres egen rolle i dem. At være i et fællesskab, for eksempel på en arbejdsplads, er vanvittig vigtigt, vigtigere end alt andet. Derfor kan det være hårdt at miste kollegerne, hvis man bliver arbejdsløs eller pensionist,” siger Marianne Horsdal.
Hendes erfaring er, at arbejdslivet kan fylde både lidt og meget i menneskers livsfortællinger. Det afhænger blandt andet af, om arbejdet alene handlede om at tjene penge, eller om det også gav personlig mening. Og så kan der være forskel på generationerne.
“De rigtig gamle fortæller med stolthed om, hvor tidligt de begyndte at arbejde som børn, og de husker præcist, hvad de fik i løn, en krone eller halvtreds øre.”
Mennesker bliver til i fællesskaber, påpeger Marianne Horsdal, og på arbejdspladsen betyder et velfungerende fællesskab, at det er et sted, hvor man falder til og får gode kolleger, som man har noget til fælles med. Det gør arbejdet meningsfuldt.
Læs også: Nødråb fra de lavest lønnede: ”Det er altid os, der er sidst i køen”
Livsfortællinger skaber mening
“For at livet skal give mening, skal vi hele tiden kunne integrere de forandringer og oplevelser, vi får, og få dem til at blive til en nogenlunde sammenhængende fortælling,” siger Marianne Horsdal.
Men det har man tit brug for andre til at hjælpe med, mener hun. Derfor er det godt at have nogle at snakke med om sit liv. Ikke mindst når man befinder sig ved de større overgange i livet, for eksempel starten på sin pensionisttilværelse.
“For hvordan kan jeg vide, hvor jeg skal gå hen, hvis jeg ikke ved, hvor jeg er? Og hvordan kan jeg vide, hvor jeg er, hvis jeg ikke ved, hvordan jeg er kommet derhen,” spørger Marianne Horsdal.
Hun anbefaler pensionister at fortælle historier til hinanden om, hvad de har oplevet.
“Så kan man skabe et nyt fællesskab, samtidig med at man får lidt hold på sit liv,” siger hun.