“Min mor fik konstateret sygdommen ALS i 1999 og klarede sig selv de første år. Men som hun fik det værre, fik hun brug for hjælp af hjemmeplejen til at komme ud af sengen og over i kørestolen. Jeg kom ofte i hendes hjem og oplevede, hvordan hjælperne altid gjorde lidt ekstra for hende. De satte hendes hår og gav hende neglelak og makeup på. Jeg kunne se glæden i min mors øjne.
På det tidspunkt havde jeg sagt mit job som kok på en restaurant op, fordi det ikke hang sammen med familielivet. Aldrig før havde det strejfet mig, at jeg kunne skifte spor og blive social- og sundhedshjælper. Var det ikke bare nogen, der skiftede ble på folk? Det var min fordom.
Læs også: Udskammet efter dokumentar: ’Du arbejder på Nyvang, føj!’
Men da jeg så hjemmehjælperne støtte min mor, gav det mig et helt andet billede. Den verden ville jeg også være en del af.
Min mor døde i december 2003. Jeg var stadig ledig og besluttede mig for at udfylde optagelsespapirer til sosu-skolen i Aabenraa. Men pludselig kunne jeg mærke, at det ikke var det rigtige tidspunkt. Det var for tæt på min mors sygdomsforløb og død.
I stedet valgte jeg at tage den korte frisøruddannelse og drev min egen salon i fem år.
Frisørjobbet fængede aldrig
Frisørjobbet kom aldrig rigtigt til at fænge mig. Jeg tænkte stadig på sosu-uddannelsen og kunne mærke, at nu var tidspunktet rigtigt. Jeg blev færdig som hjælper i 2010 og fik job på et plejecenter med det samme.
Læs også: Ung sosu: Vi har et fælles ansvar for at tale vores fag op
Min første patient havde ALS – ligesom min mor. Jeg var skræmt. Hvordan skulle det gå?
Men det gik godt. Og for tre år siden uddannede jeg mig til assistent.
Hvis min mor ikke var blevet syg, havde jeg aldrig fået øjnene op for sosu-uddannelsen. Jeg hader besparelserne på området, men er stadig stolt af mit arbejde og mit fag. Når jeg kommer ud til folk, føler jeg, at jeg kan være med til at gøre en forskel for dem.”
Læs hele temaserien "Vejen til mit fag" her.