Annonce

Midaldrende par kysser hinanden

Tema: Kærlighed på jobbet

Hr. og fru Thinggaard deler job: Kæresteri stopper ved matrikelgrænsen


Gunhild og Brian Thinggaard er kolleger. Men de er også ægtefæller – og har skrevet under på, at de opfører sig professionelt i arbejdstiden. I et tilfælde var det dog svært.

Annonce

Gunhild og Brian Thinggaard har oplevet, at deres forhold har givet problemer på arbejdspladsen. Konflikten blev håndteret, og de kan ikke forestille sig at være andre steder. Rune Evensen

Af Pernille Marott
Journalist

Annonce

Med knap 1.200 indbyggere er den lille stationsby Snedsted ved Thisted et samfund, hvor alle kender hinanden.

Derfor gik det heller ikke ubemærket hen, da social- og sundhedshjælperen Brian og social- og sundhedsassistenten Gunhild begyndte at vise mere end almindelig interesse for hinanden.

Det skete kort efter, at de i 2012 var blevet kolleger i hjemmeplejen i Thisted – og der gik heller ikke lang tid, før chefen kaldte parret ind til en samtale.

“Vi blev spurgt, om vi var kærester og fik at vide, at vi skulle skrive under på, at vi ville opføre os professionelt i arbejdstiden. Kæresteri stopper ved matrikelgrænsen. Her kan vi kysse farvel,” smiler 51-årige Gunhild.

Læs også: Når faglighed og følelser går hånd i hånd

Vi forstår hinandens verden

Hun har været planlægger for Brian og hans kolleger siden 2013. Hver tirsdag sidder parret sammen på hendes kontor, hvor han som praktikantvejleder og arbejdsmiljørepræsentant har administrative opgaver.

På de øvrige dage, hvor han kører rundt til borgerne, mødes de i den lille frokoststue, hvor lidt over 60 kolleger har deres gang.

“Praktikanterne bliver ofte overraskede, når de hører, vi danner par. De synes, det må være underligt at arbejde sammen. Jeg kunne ikke forestille mig andet,” fortæller 47-årige Brian og fortsætter:

“Vi kan forstå hinandens verden, men der er mange ting, som Gunhild ved, som jeg aldrig får at vide, og sådan skal det være. Vi er nødt til at opføre os professionelt. Det blev lettere, da den første forelskede havde lagt sig.”

Jeg har da forsvaret min kone et par gange, hvor jeg ikke skulle.

Brian Thinggaard

Brian forsvarede Gunhild

Læs også: Brødre og brandmænd: Vokset op med blå blink

I begyndelsen af deres forhold gjorde han meget ud af altid at gå til Gunhilds kollega, hvis han skulle have justeret sin vagtplan. Simpelthen for at undgå at blive beskyldt for at blive favoriseret.

Men sidste efterår blev parret dog svært udfordret, da en håndfuld kolleger klagede over Gunhild. De mente, at hun var sur og svær at komme i kontakt med. I et lille samfund fylder den slags, men modsat tiden som nyforelsket par havde Brian svært ved at ignorere snakken i krogene.

“Jeg har da forsvaret min kone et par gange, hvor jeg ikke skulle. Jeg er til gengæld først meget sent blevet en del af den trivselsgruppe, der blev nedsat i et forsøg på at genoprette et godt arbejdsmiljø. Det har været Gunhilds valg. For selvom jeg er arbejdsmiljørepræsentant, var jeg i denne situation mest af alt Gunhilds mand. Det var faktisk underligt,” fortæller Brian.

Konflikten på arbejdspladsen påvirkede også Gunhild, der blandt andet har været til psykolog, benyttet sig af FOA og fået god opbakning af sin ledelse. Men hun har hverken sygemeldt sig eller puslet med planer om at skifte arbejdsplads.

“Det var ikke rart, at jeg ikke kunne støtte hende på arbejdet, selvom jeg kunne se, hun havde brug for det. Men nu er vi et andet sted. Og Gunhild kunne jo ikke tænke sig at flytte,” siger Brian.

Lederen: Her taler vi om det

I Thisted Kommune accepterer man, at kolleger får varme følelser for hinanden. Kommunen arbejder med en praksis, hvor medarbejdere har pligt til at oplyse, når de danner par, så arbejdspladsen kan afdække, om der er kan være situationer med inhabilitet, der skal tages hånd om. 

“Jeg har tænkt og vendt med Brian og Gunhild, hvilke udfordringer deres arbejdsrelation giver. Jeg kan kun sige, at de begge har løst de naturlige udfordringer, der har været, professionelt,” siger leder af Hjemmeplejen i Thisted, Nina Odde.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev