Annonce

Mand kigger på bule på rød bil

Sosu'er skal på kursus i at lave færre buler i bilen


Faaborg-Midtfyn Kommune vil sende medarbejdere på kursus, så de kan blive bedre til at undgå buler i bilen. I stedet burde man kigge på arbejdsmiljøet og årsagen til skaderne, lyder det fra sektorformand ved FOA Sydfyn. 

Annonce

I Faaborg-Midtfyn Kommune kan sosu'er måske se frem til at komme på kursus, så de i fremtiden undgår at lave skader, når de kører ud på hjemmeplejebesøg. Colourbox

Af Astrid Graugaard Ingemann
Journalist

Annonce

En kvart million kroner. Så mange penge vil Faaborg-Midtfyn Kommune afsætte til at hyre et konsulentfirma, som skal gøre blandt andre sosu’er bedre til at lave færre skader på kommunens biler. Det skriver fyens.dk.
 
Årligt koster skader på kommunens biler 1,4 millioner kroner. Målet er at reducere denne omkostning med 400.000 kroner om året, hvilket i sidste ende kan give flere varme hænder.
 
“Besparelsen skal sikre midler, som politikerne eksempelvis kan prioritere til velfærdsområderne,” skriver Lennart Jørgensen, som er forsikringskonsulent i Politik og Strategi hos Faaborg-Midtfyn Kommune, i en mail til Fagbladet FOA. 
 

“Svært at tro på”

Louise Brandstrup, formand for Social- og Sundhedssektoren ved FOA Sydfyn, sætter dog ikke næsen op efter, at kommunen vil foretage en sådan prioritering. 
 
“Når vi læser sparekataloget, er det bekymrende læsning, og der er et stort fokus på at spare lønkroner. Jeg har svært ved at tro på, at en eventuel besparelse vil gå tilbage til området,” siger sektorformanden og understreger, at hun også har svært ved at forestille sig, at kommunen overhovedet kan spare 400.000 kroner på bilskader.
 

Sosu’er løber for stærkt

Ifølge Louise Brandstrup er der “ikke nogen, som med vilje kører råddent rundt med hovedet under armen.”
 
Derfor burde kommunen i stedet for undersøge de ansattes arbejdsmiljø og hvorfor, der bliver lavet buler i bilerne. 
 
“Jeg tror absolut, at det kan handle om, at sosu’erne har meget travlt og er pressede. Så går det måske lidt for stærkt nogle gange, og man får ikke lige kigget sig over skulderen, inden man bakker, fordi man tænker på at komme videre til den næste borger hurtigst muligt,” siger hun. 
 

Bedre givet ud andre steder

De penge, som Faaborg-Midtfyn Kommune vil bruge på at hyre et konsulentfirma, kunne uden tvivl være brugt bedre andre steder, mener Louise Brandstrup. Hun nævner blandt andet forslaget om at spare nattevagter på kommunes plejehjem.

"Det, synes jeg, bestemt er et hul, som er værd at putte penge i,” siger sektorformanden.

Og Louise Brandstrup er ikke ene om at synes, at en kvart million er meget at kaste efter projektet. Også Susan Holm Bjerregaard, tillidsrepræsentant i Faaborg-Midtfyn Kommune, synes, det er mange penge at bruge sammenlignet med andre spareforslag. Hun ønsker dog ikke at kommentere sagen yderligere.
 
Forslaget om konsulentbistand til at gøre medarbejderne bedre til at undgå bilskader er endnu ikke vedtaget. Det vil blive drøftet i MED-udvalget en af de nærmeste dage.

Fakta

- Ud af Faaborg-Midtfyn Kommunes samlede bilpark har hjemmeplejen 109 biler, sygeplejen 39 biler. Sundhed og Omsorgs samlede bilpark er 251 biler. Budgetforslaget omfatter ikke kun hjemmeplejen, men hele bilparken i Faaborg-Midtfyn Kommune. 
- Faaborg-Midtfyn Kommune har i 2018 haft skader på 70% af bilparken. Skadesomkostningerne beløber sig til 1,4 millioner kroner.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev