“Jeg ville faktisk ikke arbejde i en bank. Men det var det, man skulle dengang for at få en fremtidssikret uddannelse. Så jeg startede i Aalborg Bys og Omegns Sparekasse som elev. Men efter et par år i det, der nu hedder Spar Nord, sagde jeg op. Slipset og bureaukratiet var ved at kvæle mig.
Så jeg tog ud at sejle, og efter militærtjenesten var jeg gammel nok til at komme på dykkerskole. Først tog jeg lægd- og dybvandseksamen som hjelmdykker. Altså dykning med kobberhjelm. Derefter svømmedykkereksamen, dykning med luftflasker og svømmefødder.
Min far var var også dykker, og hans historier om sten- og vragfiskeri lød spændende, og derfor valgte jeg at arbejde som dykker på en stenfisker.
At vandre rundt på bunden med 80 kilo udstyr og en stentang på 60 kilo og fiske efter sten til for eksempel havnebyggeri var anderledes end at tømme sparegrise i banken – og meget sjovere.
Tangen sad fast til hjelmen, og når jeg fandt en sten, smed jeg tangen omkring den, og skibets kran løftede den op i lasten. Andre opgaver var sprængninger, undervandssvejsning og arbejde som dykker på alle de nye broer.
Senere blev jeg sætteskipper af 1. grad og arbejdede både som dykker og skipper i stenfiskerfartøjer, og jeg erhvervede efterhånden selv fartøjer og udførte entreprenøropgaver i de nordiske lande.
Men det sætter sine spor at arbejde som dykker. Kulde, umage arbejdsstillinger og tungt udstyr kan efter over 10.000 timer registreret på havbunden godt mærkes. Så for 14 år siden besluttede jeg, at jeg nok fortjente en tidlig pension.
Efter et par måneder mente min hustru, at det nok var for tidligt, jeg gik og lavede rod i skabene. Så hun foreslog mig at sende en uopfordret ansøgning som skipper på Egholmfærgen. Jeg kendte ikke noget til arbejdspladsen, men skrev en ansøgning om torsdagen og havde første arbejdsdag om mandagen.
Færgen sejler hver halve time fra Aalborg til den lille ø Egholm. Overfartstiden er fem minutter, og jeg er rigtig glad for arbejdet. Jeg har gode kolleger, og man møder en masse spændende mennesker hver dag. Tre dages dagvagt, tre dages fri, tre dages aftenvagt, tre dages fri. Året rundt. Og selvom vagterne er længere end normale arbejdsdage for at opnå 37 timer pr. uge, så passer det fint med et familieliv. Så mon ikke jeg tager et par år mere?”
For fire år siden blev Ole Bruun Clausen udnævnt til underhøvding i en ghanesisk landsby, hvor hans søn Peter var udsendt som nødhjælpsarbejder. Høvdingen ville gerne hædre Peter for hans indsats for undervisning og infrastruktur, men han var for ung til titlen underhøvding, og derfor blev det hans far. Efterfølgende måtte Peter dog gerne optræde som sin fars stand in ved de ugentlige møder i høvdingerådet. Ole blev indsat ved en festlig ceremoni, og han har stadig den dragt, der blev syet til lejligheden. Og så er han, formentlig, den eneste rigtige høvding i FOA.
Ole Bruun Clausen (privatfoto)