Annonce

Jens Buch fra siden

Tema: Kofoedsminde

Kofoedsminde hyrer ufaglærte trods kontrakt om behandling på højt niveau


I en kontrakt om vikarydelser på Kofoedsminde bad Region Sjælland om behandling på højt niveau med 'bevidsthed om kvalitet'. Alligevel bruger regionen ufaglærte vikarer, som Socialtilsyn Øst flere gange har kritiseret.

Annonce

Jens Buch er direktør for vikarfirmaet Vikarspecialisten. Ifølge ham har Region Sjælland og Kofoedsminde kun enkelte gange bedt om uddannede vikarer. Joachim Rode

Af Ida Østerlund
Journalist

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

Annonce

Region Sjælland stiller krav om 'behandling på et højt niveau' i kontrakten med en privat leverandør af vikarer til specialinstitutionen Kofoedsminde i Rødby.

Indkøbet af vikarer skal "ske under hensyntagen til kundens målsætning om, at dens indkøb skal afspejle bevidsthed om kvalitet og sikkerhed”. Det står der i kontrakten om vikarydelser, som er indgået i 2018 mellem vikarfirmaet Vikarspecialisten og Region Sjælland, der driver Kofoedsminde.

Tilsynsrapporter fra Socialtilsyn Øst, som Fagbladet FOA har fået aktindsigt, viser dog, at der er et stykke vej fra det, som regionen efterspørger i kontrakten til det, de i virkeligheden får. 
 
Vikarerne, som regionen i stor stil benytter sig af, højner konfliktniveauet blandt beboerne, som er domsanbragte, udviklingshæmmede kriminelle. Vikarerne har ikke de relevante kompetencer, og at de påvirker den pædagogiske indsats i negativ retning. Det skriver Socialtilsyn Øst i flere rapporter. 
 
Fagbladet FOA har også tidligere kunnet fortælle, hvordan Vikarspecialisten via Facebook leder efter soldater, vagter eller dørmænd til vikararbejde som omsorgsmedhjælper på Kofoedsminde.
 

Ingen dokumentation for kontrol med vikarerne

Ifølge den kontrakt, som Region Sjælland har indgået med Vikarspecialisten, skriver regionen, at de er berettiget til at føre løbende kontrol med vikarfirmaets ydelser. 
 
Fagbladet FOA har bedt om aktindsigt i regionens notater, som er lavet på baggrund af den førte kontrol med Vikarspecialistens ydelser. Men regionen skriver, at de ikke kan udlevere notater på baggrund af kvalitetskontrollen.
 
Ifølge en mail fra forvaltningen i regionen føres kontrollen i samtaler mellem Kofoedsminde og Vikarspecialisten, og da disse samtaler omhandler enkelte medarbejdere, er de ifølge regionen belagt med tavshedspligt og kan derfor ikke udleveres til Fagbladet FOA.
 

LEV: Institutionen lever ikke op det, den skal

Kofoedsminde skriver på deres hjemmeside, at stedet har 'opbygget en betydelig og unik faglig ekspertise'. Alligevel viser aktindsigter, som Fagbladet FOA har fået, at Kofoedsmindes ansatte består af 60 procent ufaglærte, og at andelen af vikarer vokser.
 
Anni Sørensen er formand for landsorganisationen LEV, der er en handicaporganisation for mennesker med udviklingshæmning og deres pårørende. Hun mener, at Kofoedsmindes status som en af Danmarks mest specialiserede institutioner er udfordret.
 
"Med så skrøbeligt et fagligt miljø lever institutionen ikke op til det, den skal. Det er jo vanvittigt for de mennesker, der er anbragt på Kofoedsminde. Det her er et eksempel på, at vi har brug for stærke faglige miljøer og høj faglighed, når vi skal sikre, at et højt specialiseret tilbud faktisk leverer den indsats, som er nødvendig," siger hun.
 
Hun efterlyser nogle gennemgribende ændringer på Kofoedsminde, så beboerne kan klare sig bedst muligt, når opholdet på Kofoedsminde afsluttes.
 
“Det er en af Danmarks mest specialiserede institutioner, men jeg mener ikke, de kan løse den opgave, de skal, når der er så stor gennemstrømning af uuddannede og et kæmpe forbrug af vikarer, kalder det på nogle gennemgribende, ledelsesmæssige indgreb og et politisk fokus på kerneopgaven, som er at arbejde høj faglighed og at arbejde med at resocialisere i videst muligt omfang,” siger hun.
 

FOA: Regionen svigter sit ansvar

Torben Hollmann, som er formand er for Social- og Sundhedssektoren i FOA, undrer sig over, at Vikarspecialisten har kunnet få kontrakten, når de ikke leverer det, de bliver bedt om.
 
“Ifølge kontrakten har Kofoedsminde og Region Sjælland jo fine standarder for deres vikararbejde, som jeg er enig i. Så jeg er fuldstændig uforstående overfor, at Vikarspecialisten har fået den kontrakt, for de kan jo ikke levere det, de bliver bedt om. Der er en leder på Kofoedsminde, der må stå til ansvar for at have bestilt personale, der ikke lever op til de standarder, som stedet har,” siger han.
 
Torben Hollmann mener, at regionen svigter sit ansvar ved ikke at føre bedre tilsyn med sine egne virksomheder, når kvaliteten er blevet kritiseret ad flere omgange.
 

Vikarspecialisten: Vi leverer det, vi er blevet bedt om 

Men ifølge Jens Buch, som er direktør for Vikarspecialisten, leverer hans firma det, Region Sjælland har bedt dem om. Han fortæller, at de har aftalt, at Vikarspecialisten leverer omsorgsmedhjælpere, som er ufaglærte.
 
"Der har været et par enkelte gange, hvor de har forespurgt at få sundhedspersonale, mener jeg. Der har vi så fundet en, der var autoriseret til de her ting," siger Jens Buch.
 
Han erindrer ikke, at Vikarspecialisten har haft tilsynsbesøg af regionen, men han fortæller, at der er en løbende dialog med Kofoedsmindes ledelse.
 

Region Sjælland: Kofoedsminde har god faglig ekspertise

Regionsrådsformand for Region Sjælland, Heino Knudsen (S), skriver via mail, at administrationen informerer ham om, at Kofoedsminde ugentligt holder møder med Vikarspecialisten om vikarernes kvalitet. Heino Knudsen kan hverken be- eller afkræfte, om det er aftalt mellem Region Sjælland og Vikarspecialisten, at der skal leveres ufaglærte. Han henviser til administrationen.
 
Adspurgt om, hvordan det at kalde sig højt specialiseret 'med unik faglig ekspertise' hænger sammen med at have 60 procent ufaglærte og et stigende antal vikarer, som gang på gang kritiseres af Socialtilsynet, skriver regionsrådsformanden således:
 
"Kofoedsminde har en god faglig ekspertise, da de er den eneste institution af sin slags i Danmark med sikrede afdelinger til domfældte udviklingshæmmede."

Han fortsætter:
 
"Samtidig vurderer Socialtilsynet, at Kofoedsminde har den fornødne kvalitet. Når det er sagt, så ønsker vi at højne kvaliteten yderligere og sænke forbruget af vikarer. Derfor har jeg bedt om en plan for, hvordan vi tiltrækker mere faguddannet personale, og regionen har i 2019 budgetteret med at fastansætte mere personale," skriver regionsrådsformand for Region Sjælland, Heino Knudsen (S).

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev