Det nytter ikke at holde svære oplevelser for sig selv. Gør du det, brænder du ud i det her fag. Sådan lyder det enstemmigt fra Sebastian Kjær og Janni Christensen, der begge er støttekontaktpersoner (SKP) ved Psykiatrienheden under Socialforvaltningen i Københavns Kommune.
Som SKP’ere tager de sig af borgere med ondt i livet. Nogle er psykisk syge, mens andre har et alkoholmisbrug. Trusler om vold og selvmord er ikke usædvanligt.
Læs også: Suzanne fik PTSD: Jeg er blevet slået, sparket og forsøgt stranguleret
“Der stilles høje følelsesmæssige krav til os, så hvis vi vil være langtidsholdbare, er det afgørende, at vi tør være åbne og tale om svære oplevelser. Det er den måde, vi passer på hinanden,” siger Janni Christensen.
Enheden er en udgående, ikkevisiteret funktion, hvilket gør, at SKP’erne ofte er ude af huset samt skal være klar til at reagere på akutte henvendelser. Sparring over telefon er derfor blevet en fast del af arbejdsrutinen.
Ærlig snak, tak!
Åbenhed er afgørende for samarbejdet. Vi er fem kolleger, så vi kender hinandens reaktioner og jargon og ved, at vi er afhængige af hinandens input for at få løst opgaverne bedst muligt, siger Sebastian Kjær.
Læs også: Udskammet efter dokumentar: ’Du arbejder på Nyvang, føj!’
“Vi taler lige ud. Jeg siger for eksempel til Janni, hvis jeg synes, at hun tager for mange af borgernes opgaver på sig. Nogle gange kan det komme lidt hårdt ud, men det er altid givet med den bedste intention. Det ved vi alle sammen. Og det giver stof til eftertanke næste gang, en lignende situation opstår,” siger han.
Ud over at tale svære situationer igennem trækker SKP’erne på hinandens kompetencer i praksis. For eksempel kan de finde på at kalde en kollega ud til en borger, hvis de oplever, at en situation er svær at være i. Det kan være en borger, der virker truende.
Etiske dilemmaer
At kende sig selv og hinanden godt er, ifølge Janni Christensen, nøglen til at skabe et trygt rum med plads til faglig kritik. Hun ved for eksempel, at hun skal holde igen med bandeord, når hun taler med en af sine kolleger.
“Det ved jeg kun, fordi hun selv har sagt til mig, hvor hendes grænse går. Det er vigtigt at gøre opmærksom på sig selv – ellers kan man knække nakken, uden nogen lægger mærke til det,” siger Janni Christensen.
Læs også: Coronarengøring i dagplejen: Hver anden har overarbejde
Her er den supervisor fra Falck, der hver sjette uge afholder et møde for SKP’erne, en støtte. Han kaster lys over de dynamikker og udfordringer, der er på spil i medarbejdergruppen.
“Vi står hele tiden over for etiske dilemmaer. Begår jeg for eksempel omsorgssvigt eller accepterer jeg, at borgeren har sin egen frie vilje, hvis jeg forlader en borger med åbne sår, som nægter at lade sig indlægge? Det er let at blive fastlåst i én måde at se på tingene, og det er godt med en udefra, der kan ruske op i os,” siger Sebastian Kjær.