En række mails fra Region Sjælland retter kritik af det forløb, der gik forud for, at vennen til en nu fratrådt viceforstander på specialinstitutionen Kofoedsminde i Rødby fik en millionkontrakt.
I en mail til Jens Stenbæk (V), daværende regionsrådsformand, klager en tidligere vikarleverandør i 2016 for anden gang over måden, hvorpå de mistede opgaven på Kofoedsminde. Leverandøren hedder LF Vagt og leverede vagtydelser på Kofoedsminde fra 2011 til udgangen af 2013.
"I efteråret 2013 får jeg en mail fra Flemming Lund, viceforstander på Kofoedsminde, om, at deres underleverandører skulle kigges igennem, og de vil gerne bede om et nyt tilbud," skriver Henriette Klement, direktør i LF Vagt.
Vidste ikke opgaven var i spil
Henriette Klement skriver, at Flemming Lund ikke gjorde klart over for LF Vagt, at deres opgave var i spil, og Flemming Lund var i gang med at indhente tilbud fra andre virksomheder - herunder hos sin ven Claus Martin Stechnik, der ejer CS Vagt. Han endte med at få opgaven.
"Vi har dog aldrig fået af vide, at vi ligger i udbud, kun at Kofoedsminde spørger efter en anden pris fra eksisterende underleverandører," skriver Henriette Klement, direktør i LF Vagt, til den daværende politiske chef i regionen.
Socialtilsyn Øst giver inden 2015 Kofoedsminde påbud om, at de ikke må bruge vagter som vikarer. Claus Martin Stechnik opretter kort efter Vikarspecialisten, og Flemming Lund indhenter nye tilbud fra en række vikarvirksomheder. Herunder Vikarspecialisten, som i 2015 indgår en ny kontrakt med Kofoedsminde.
Topchefer læste også klagen
Klagen fra LF Vagt bliver tilbage i foråret 2016 sendt rundt mellem en række topchefer i forvaltningen i Region Sjælland. Blandt andre direktør Michael Nørgaard. Det viser en række mails fra Region Sjælland, som Fagbladet FOA blandt andet har fået gennem aktindsigt.
Embedsfolkene hjælper daværende regionsrådsformand Jens Stenbæk (V) med at skrive et svar på klagen. I svaret, der blev sendt den 26. april 2016, står der:
“Ændring i Udbudsloven betyder, at vikarydelser efter d. 1. januar 2016 igen er blevet udbudspligtige. Vikaropgaven på Kofoedsminde skal derfor i udbud. Hensyn til kontinuitet i beboernes hverdag tilsiger imidlertid en ikke alt for hyppigt udskiftning af vikarer, hvorfor nyt udbud forventes at ville blive gennemført ultimo 2016/primo 2017.”
Direktør: Sent udbud skyldtes omhyggeligt arbejde
Vikaropgaven på Kofoedsminde kom først i udbud i juni 2017 - altså noget senere end det tidspunkt, som den daværende regionsrådsformand skriver i sin mail. EU-udbuddet endte med at gå til Vikarspecialisten i konkurrence med en række andre firmaer.
I en mail til Fagbladet FOA begrunder Michael Nørgaard, den ansvarlige direktør i Region Sjælland, forsinkelsen af regionsrådsformandens løfte med, at der blev “arbejdet omhyggeligt med udbudsmaterialet, før det blev sendt i udbud.”
Direktør Michael Nørgaard skriver videre i mailen, at han "medio 2016" blev gjort opmærksom på ændringerne i udbudsloven.
Fagbladet FOA kan dog dokumentere, at Michael Nørgaard allerede den 31. marts kendte til klagen over udbudsprocessen fra LF Vagt. Her sendte indkøbschefen i Region Sjælland nemlig klagen til ham.
Fagbladet FOA har spurgt LF Vagt, om de har noget at tilføje til forløbet, der ledte op til, at de mistede opgaven på Kofoedsminde. De svarer, at de ønsker at se fremad og ikke vil kommentere på en gammel sag, der vedrører en af deres konkurrenter.
Vikarer skader pædagogisk arbejde
Siden Kofoedsminde begyndte at bruge Flemming Lunds ven Claus Martin Stechnik som leverandør af vagt- og vikarydelser, er udgifterne mere end tidoblet. I 2018 brugte Region Sjælland 44,6 millioner eksklusiv moms på eksterne vikarer.
I rapporter skriver Socialtilsyn Øst, at "de eksterne vikarer påvirker det pædagogiske arbejde i negativ retning, og at vikarerne ikke har de fornødne og relevante kompetencer til at arbejde med så kompliceret en målgruppe."
Regionens svar giver ikke mening
Hos FOA undrer Torben Hollmann, sektorformand for Social- og Sundhedssektoren, sig over, at daværende regionsrådsformand Jens Stenbæk (V) begrunder det sene udbud med et hensyn til kontinuiteten i beboernes hverdag.
“Svaret giver ikke mening. Når man benytter vikarer, så er der ikke nogen kontinuitet,” siger Torben Hollmann.
Han fortsætter:
“At basere så stor en del af sin økonomi og faglighed på et vikarbureau, der ingen faglighed har, er for det første forkert. Det taler imod, at det er hensynet til kontinuitet, der er årsagen til, at opgaven først igen i midten af 2017 kommer i udbud,” siger han.
Nedprioriteret borgergruppe
Torben Hollmann undrer sig ligeledes over, at direktør Michael Nørgaard i dag forklarer det sene udbud med, at han først blev opmærksom på den nye udbudslov midt i 2016, og at millionopgaven først kom i udbud et år senere på grund af regionens omhyggelige arbejde.
“Man skulle jo mene, at man på Kofoedsminde allerede havde skrevet ned, hvad det er for en pædagogisk tilgang, man har, og hvilke mål man har med stedet. Det kunne de jo bare overføre til udbudsmaterialet,” siger Torben Hollmann.
Han mener, at de øverste chefer i Region Sjælland har svigtet:
“Det her lugter langt væk af, at de har nedprioriteret området. Ude af øje, ude af sind. Det gør mig enormt ked af det, når man tænker på, hvad det er for en gruppe af borgere, de har,” siger Torben Hollmann.
Ingen kommentarer til fritstilling
Kort efter, at Fagbladet FOA begyndte sin research til artiklerne, blev viceforstander Flemming Lund fritstillet. Han har siden fratrådt sin stilling.
Region Sjælland har givet afslag på aktindsigt i årsagen bag de disciplinære tiltag mod Flemming Lund. Den fratrådte viceforstander ønsker heller ikke at oplyse baggrunden for fritstillingen eller fratrædelsen. Flemming Lund har heller ikke svaret tilbage på de efterfølgende henvendelser fra Fagbladet FOA.
Regionsrådsformand: Vores initiativer har ikke båret frugt
Fagbladet FOA har været i kontakt med daværende regionsrådsformand Jens Stenbæk. Han ønsker ikke at udtale sig om forhold vedrørende sin gamle arbejdsplads.
Nuværende regionsrådsformand i Region Sjælland Heino Knudsen (S) skriver i et svar, at han ikke vil kommentere på hverken den tidligere regionsrådsformand Jens Stenbæks handlinger eller på Social- og Servicedirektør Michael Nørgaards udmelding om, at han først kendte til ændringerne i udbudsloven, flere måneder efter han blev orienteret om dem.
Heino Knudsen skriver, at administrationens vurdering er, at hovedårsagen til den voldsomme stigning i vikarforbruget "er stigningen i antallet af beboere med cirka 50 procent."
Initiativer virker ikke
Heino Knudsen skriver i mailen, at Region Sjælland i 2019 har budgetteret med at fastansætte mere personale på Kofoedsminde.
"Regionsrådet har i hele denne valgperiode haft fokus på at nedbringe brugen af vikarer, da vi gerne vil have fastansat personale og gerne personale med en faglig uddannelse. Konkret i forhold til Kofoedsminde har jeg bedt om, at der udarbejdes en samlet plan for, hvordan vi får mere af arbejdet udført af fast personale, og personale som er uddannet til det. Desværre har de initiativer, der er taget indtil nu, ikke båret frugt," skriver han.