For nylig blev 24-årige Sophie Skyum færdig som social- og sundhedsassistent og begyndte i sit første job som færdiguddannet i hjemmeplejen i Faaborg.

Undervejs i uddannelsen gennemførte hun tre meget forskellige praktikker, og hun mener i dag, at praktikperioderne er afgørende for, hvor stor lysten til at blive i faget er.

“Det kræver meget at komme igennem en uddannelse. Derfor har det stor betydning, at praktikstederne og vejlederne sætter ind, når det er svært for eleverne,” siger Sophie Skyum.

Hun har aldrig været i tvivl om, at hun ville være social- og sundhedsassistent, men undervejs blev hun alvorligt i tvivl, om hun kunne gennemføre uddannelsen.

Ingen opbakning i svær tid

Det var en praktikperiode på et bosted, der fik hende til at tvivle.

Allerede efter kort tid var Sophie klar til at opgive uddannelsen på grund af en leder, hun havde det rigtig skidt med. Især fordi hun følte, at hun ingen opbakning fik af sin praktikvejleder.

Inden Sophie kom i praktik der, havde hun hørt negative ting om stedet, men hun ville give det en chance.

Elever er sårbare

Desværre endte hun med det samme indtryk, som andre før hende havde beskrevet.

Hendes praktik var opdelt i to perioder med skole indimellem. Inden anden periode begyndte, hængte hun et målebånd op, som hun dagligt klippede et stykke af.

“Jeg ved ikke, hvordan jeg klarede at gennemføre praktikken, men ville bare ikke lade stedet ødelægge min uddannelse,” siger hun.

“Som elev er man meget sårbar, og man vil så gerne bestå praktikken, og tør ikke sige noget forkert,” siger Sophie Skyum.

Reddet af praktikvejleder

Helt anderledes var det, da Sophie Skyum kom i praktik på et kirurgisk sengeafsnit på Odense Universitetshospital. En af de sidste ting, hun gjorde, inden hun dimitterede, var at indstille sin praktikvejleder fra den praktik til årets bedste af slagsen. 

“Jeg kunne slet ikke overskue at skulle i den sidste praktik, for tænk, hvis jeg endte et lignende sted igen. Jeg var så langt nede med mit selvværd og selvtillid, og jeg følte ikke, jeg kunne noget,” siger Sophie Skyum.

Det var derfor en stor hjælp, at hun mødte en praktikvejleder, der lyttede til hende. 

“Hun så ikke ned på mig, som jeg havde oplevet før. Hun tog mig med til alle de ting, man gerne vil prøve som assistent. Jeg lærte meget mere, fordi jeg havde en vejleder, der ville mig så meget, som hun ville,” siger Sophie Skyum.

Vejledere bør uddannes bedre

Hun er af den holdning, at kommunerne skal være mere kritiske med de steder, de sender elever hen i praktik. Samtidig bør praktikvejlederne komme på flere kurser.

”Det kan godt være, at kommunerne ikke har pladser nok, men så må de hellere skære i antallet af elever, i stedet for at eleverne skal have så forfærdelig en oplevelse, som jeg havde,” siger hun.

På sigt vil Sophie Skyum meget gerne selv være praktikvejleder:

“Jeg vil rigtig gerne lære fra mig og hjælpe elever igennem uddannelsen.”