Annonce

Sosu-assistent til topmøde i Odense

Opråb fra sosu: "Borgeren lå alene og ventede bare på at dø"


Sosu-assistent Michael Karlin glemmer aldrig den ældre kvinde, som lå alene i sit hjem og ventede på at dø. Onsdag var han sammen med 3.400 tillidsfolk for at dele sin oplevelse af et presset velfærdssamfund. 

Annonce

Social- og sundhedsassistent Michael Karlin var blandt de 3.400 tillidsrepræsentanter, der 4. oktober var samlet til topmøde for velfærd i Odense Congress Center. 16 fagforbund står bag initiativet. Robert Wengler

Af Cathrine Saltbæk Tverskov
Journalist

Annonce

“Nærværet i min jobfunktion er forsvundet. Jeg husker stadig den ældre kvinde, der var døende, og som lå helt alene i sit hjem. Og jeg kunne intet gøre. Der var ikke tid til flere eller længere tilsyn hos kvinden. Der var meget nyt og skiftende personale, og mange borgerbesøg i løbet af en vagt. Den oplevelse var på mange måder utrolig sørgelig.”

Det fortæller social- og sundhedsassistent Michael Karlin fra Norddjurs Kommune, der for få år siden arbejdede i sygeplejen. Han er en af de 3.400 tillidsfolk, der onsdag var samlet i Odense Congress Center for at udveksle erfaringer fra hverdagen som velfærdsansat både i den offentlige og private sektor.

Aktiviteter landet over 7. november

De mange tillidsrepræsentanter var samlet på tværs af 16 fagforbund for at sætte fokus på, hvordan man kan lægge pres på politikerne frem til kommunalvalget 21. november.

På mødet blev det besluttet at iværksætte lokale aktiviteter, som vil kulminere over det meste af landet 7. november, som nu bliver ‘Velfærdens dag’.

“Jeg kan mærke jeres vilje og jeres kampgejst. Vi står sammen om, at velfærden skal bevares,” sagde Elisa Bergmann, formand for BUPL, fra talerstolen.

Dennis K: "Vi står ved en korsvej"

Under topmødet sagde FOA-formand Dennis Kristensen til FOAs Facebook-kanal, at vi står ved en korsvej, og at vi som befolkning er nødt til at beslutte os for skattelettelser eller for at genoprette velfærden.

“I denne forsamling er der stor opbakning til, at vi skal den vej, der handler om at genoprette velfærden. Det skal vi ud og diskutere med danskerne, og derfor er det rigtig godt, at så mange tillidsrepræsentanter er parat til at tage del i, hvordan får vi den diskussion rejst ude på arbejdspladserne og i kommunerne,” sagde han.

Topmøde for velfærd

Topmødet er et led i initiativet ‘Danmark for Velfærd’ bestående af fagforbundene LO-Storbyerne, FTF’s regioner, Blik og rørarbejderforbundet, BUPL, Danmarks Lærerforening, Dansk El-forbund, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd, Danske Bioanalytikere, Danske Fysioterapeuter, FOA, HK, Kost & Ernæringsforbundet, Malerforbundet, PROSA, Uddannelsesforbundet og 3F.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev