Annonce

Råd omkring vindue på skolebygning

Nedslidte bygninger truer ansattes helbred


Kommunerne mangler milliarder til at vedligeholde daginstitutioner, plejehjem og skoler. Det kan føre til dårligere indeklima.

Annonce

Det gode indeklima og dermed de ansattes helbred sættes over styr, når kommunale bygninger som skoler, daginstitutioner og plejehjem ikke bliver vedligeholdt.   Jørgen True

Af Finn Danielsen
Journalist

Annonce

Kommunerne mangler mindst 25 milliarder kroner til at vedligeholde blandt andet daginstitutioner, plejehjem og skoler, anslår rapporten ”State of the Nation” fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI).

Den manglende vedligeholdelse kan betyde dårligere indeklima for ansatte, borgere og børn. Nedslidte bygninger indebærer nemlig stor risiko for sundhedsmæssige problemer som træthed, hovedpine, allergi og koncentrationsbesvær.

”Kommunerne må kortlægge konsekvenserne for de børn og voksne, der skal opholde sig i bygningerne, for eksempel øget sygefravær og dårligere læringsmiljø. Og kortlægningen må snarest følges op af en plan for, hvordan arbejdsmiljøet i de nedslidte bygninger kan sikres. Vi kan ikke bare vente i årevis på, at der rettes op på den manglende vedligeholdelse,” siger arbejdsmiljøkonsulent i FOA Charlotte Bredal.

Kommunale bygninger er dårligst

Rapporten fra FRI viser, at kommunerne har de ringeste bygninger i det offentlige, og at det ser ud til at gå yderligere ned ad bakke fremover.

”Kommunerne er på vej mod en kritisk tilstand, som kan betyde, at bygningerne ikke fungerer i forhold til det arbejde, der skal udføres i dem, og at energiforbrug og indeklima ikke er i orden,” siger Henrik Garver, der er administrerende direktør i FRI.


Kommuner vil have penge fra staten

Kommunernes Landsforening (KL) erkender problemet.

”Vi er enige i, at vores bygninger nedslides, hvis de kommunale investeringer, der er blevet reduceret de senere år, ikke øges. Regeringen er nødt til at give kommunerne en større bid af kagen til offentlige investeringer,” siger cheføkonom i KL, Morten Mandøe. Det krav vil KL derfor tage med til de kommende forhandlinger om kommunernes økonomi for 2017.

I landets største kommune, København, er mange bygninger i dårlig stand på grund af manglende vedligeholdelse.

”Vi har et efterslæb på omkring 8 milliarder kroner på bygninger og veje, fra de år hvor kommunen var fattig og bare lod stå til,” siger overborgmester Frank Jensen.

Symptomer på dårligt indeklima

* Irritation af øjne, næse og svælg

* Hoste, hæshed og hvæsende vejrtrækning

* Tørre slimhinder og hudirritation

* Kløe og overfølsomhedsreaktioner

* Træthed og koncentrationsbesvær

* Hovedpine

* Kvalme og svimmelhed 

Kilde: Indeklimaportalen.dk

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev